Gå til hovedindhold

Influenzavaccination til gravide

Influenza er en almindelig luftvejsinfektion, der rammer Danmark hvert år i efterårs- og vintermånederne. For de fleste gravide er influenza en sygdom, der går over af sig selv uden komplikationer. Men gravide er dog i større risiko for at blive alvorligt syge og få komplikationer, der kan påvirke både deres eget helbred og deres ufødte barn.

Når du som gravid bliver vaccineret mod influenza, nedsættes din risiko for et alvorligt forløb for både dig selv og for dit ufødte barn. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle gravide i 2. og 3. trimester bliver vaccineret mod influenza fra 1. oktober til 20. december 2025.

Alle gravide tilbydes gratis vaccination mod influenza fra 1. oktober til 20. december. Vaccinationen gives i et vaccinationscenter eller hos udvalgte private klinikker.

Du kan finde dit nærmeste vaccinationssted her.

Gravide kan bestille tid på vacciner.dk fra den 29. september

Spørgsmål og svar

Hvorfor anbefaler Sundhedsstyrelsen vaccination mod influenza til gravide?

Influenza er en almindeligt forekommende sygdom, der skyldes smitte med influenzavirus. Hvis du er gravid og får influenza, har du større risiko for at blive alvorligt syg og få komplikationer, der kan påvirke både dig og dit ufødte barn. Alvorlig influenza hos gravide kan øge risikoen for, at barnet fødes for tidligt eller med lav fødselsvægt.

Når du som gravid bliver vaccineret mod influenza, beskyttes du selv mod influenza, og beskyttende antistoffer overføres også fra dig til dit ufødte barn. Det betyder, at barnet også er bedre beskyttet i den første tid efter fødslen.

Vaccination mindsker samtidig risikoen for, at du som mor smitter barnet med influenza efter fødslen.

På den måde hjælper vaccinen med at beskytte både dig og dit nyfødte barn mod alvorlige sygdomsforløb og komplikationer pga. influenza.

Hvorfor er gravide i øget risiko for et alvorligt forløb med influenza?

Gravide får influenza ligeså ofte som andre jævnaldrende kvinder, men sygdommen kan blive mere alvorlig, især fra 2. trimester. Det er der flere årsager til: immunsystemet ændres midlertidigt under graviditeten, hvilket kan gøre gravide lidt mere sårbare overfor infektioner, hjertet og lungerne arbejder hårdere, og det voksende barn i maven nedsætter den gravide kvindes lungekapacitet. Det betyder, at risikoen for komplikationer øges og dermed også risikoen for at blive indlagt med influenza.

Hvornår i graviditeten anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man bliver vaccineret mod influenza?

Risikoen for komplikationer af sygdomsforløb med influenza stiger jo længere henne i graviditeten, man er. Derfor anbefales vaccination mod influenza i efterårs- og vintersæsonen til alle gravide i 2. og 3. trimester. Vaccination tilbydes i perioden 1. oktober til 20. december.

Gravide med øvrige risikofaktorer for et alvorligt forløb med influenza anbefales influenzavaccination fra 1. trimester. Er du i tvivl om du anbefales vaccination, kan du tale med din læge eller jordemoder. Du kan også læse mere om ørige risikofaktorer her.

Hvor og hvordan foregår influenzavaccination?

Du kan blive vaccineret i et regionalt vaccinationscenter eller udvalgte private klinikker. Se hvor du kan blive vaccineret her.

Du kan som gravid bestille tid til influenzavaccination frem til den 20. december og se hvor du kan blive vaccineret på www.vacciner.dk.

Som gravid skal du bruge MitID til at bestille tid på vacciner.dk. Hvis du ikke har MitID, kan du få hjælp til at bestille eller ændre vaccinationstid her:

Region Nordjylland - Telefon: 97 64 84 63

Region Midtjylland - Telefon: 70 23 24 15

Region Syddanmark - Telefon: 70 20 06 60

Region Sjælland - Telefon: 70 20 42 33

Region Hovedstaden - Telefon: 38 64 99 01

Hvordan og hvor godt virker vaccinen?

Når man vaccineres mod influenza, danner ens krop antistoffer mod influenzavirusset. Det vil sige, at ens immunforsvar lærer at genkende virusset, og så kan ens krop bedre kan bekæmpe influenza, hvis man senere bliver udsat for smitte. De beskyttende antistoffer overføres også til det ufødte barn gennem moderkagen. På den måde er barnet også er beskyttet i de første måneder efter fødslen.

Effekten af vaccination mod influenza afhænger af, hvor godt vaccinen matcher den type af influenzavirus, der er i omløb i sæsonen. Vaccination reducerer den gravides risiko for influenza med mellem 50 % og 70 %, men effekten kan være lavere afhængigt af sæson. Vaccination nedsætter også risikoen for at blive alvorligt syg med influenza, hvis man skulle blive smittet, selvom man er vaccineret.

Er der bivirkninger ved vaccinen?

Alle vacciner har bivirkninger, og det gælder også vaccinen mod influenza.

De mest almindelige bivirkninger er ømhed på injektionsstedet, hovedpine og træthed. Nogle oplever også ømhed i muskler og led og generel utilpashed. Bivirkningerne er typisk milde og går hurtigt over af sig selv.

Alvorlige bivirkninger som fx alvorlig allergisk reaktion hos den gravide er meget sjældne. Hvis du tidligere har reageret med svær allergisk reaktion efter en vaccine eller injektion med andet lægemiddel, bør du tale med egen læge, før du bliver vaccineret.

Vaccination mod influenza under graviditeten er ikke forbundet med øget risiko for skade på fosteret eller det nyfødte barn. Det vil sige, at vaccinen er sikker for dit barn.

Har vi erfaringer med at bruge vaccinen?

Ja, der er bred erfaring med at vaccinere gravide mod influenza. I Danmark har gravide været omfattet af tilbuddet om influenzavaccination siden 2010. Influenzavaccination tilbydes også til gravide i en række andre lande, som fx Sverige, Norge, Finland, Frankrig, Tyskland, og Canada.

Skal man vaccineres ved hver ny graviditet?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide bliver vaccineret mod influenza ved hver ny graviditet, hvis den gravide er i 2. eller 3. trimester i efterårs- og vinterperioden. Vaccinationstilbuddet er tilgængeligt fra 1. oktober til 20. december.

Man er ikke beskyttet mod influenza, selvom man har haft sygdommen før eller er blevet vaccineret tidligere. Det skyldes, at der findes flere influenzatyper, og at influenzavirus kan ændre sig fra år til år. Derudover aftager effekten efter vaccination efter ca. et halvt år.

Hvilke andre vaccinationer anbefales til gravide?

Udover influenzavaccination anbefaler Sundhedsstyrelsen også disse vaccinationer til gravide: :

Hvis du har en kronisk sygdom eller tilstand, der udgør en risiko for alvorligt forløb med covid-19, er du også omfattet af tilbud om vaccination mod covid-19 fra 1. oktober til 20. december 2025, uanset om du er gravid eller ej. Er du i tvivl om du anbefales covid-19 vaccination kan du tale med din læge eller jordemoder.

Læs mere om vaccination mod covid-19 og influenza til personer på 65 år og derover

Kan influenzavaccination gives samtidig med vaccination mod henholdsvis RSV og kighoste?

Influenzavaccination kan gives samme dag som henholdsvis RSV-vaccination og kighostevaccination eller med vilkårligt interval.

Det anbefales at vente mindst to uger mellem kighoste- og RSV-vaccination.

Informationsvideo om influenza