Ulighed i sundhed

Den sociale ulighed i sundhed er vokset igennem de sidste 20 år. Analyser, som Sundhedsstyrelsen har fået udarbejdet, viser, at middellevetiden er øget fra 1987 og frem til 2011. Det fremgår af rapporten, at i 2011 er middellevetiden for mænd i den højeste indkomstgruppe 82,0 år, mens middellevetiden for mænd i den laveste indkomstgruppe er 72,2 år. Blandt mænd er middellevetiden således næsten 10 år højere i højindkomstgruppen sammenlignet med lavindkomstgruppen.

Blandt kvinder er forskellen i middellevetiden mellem den højeste og laveste indkomstgruppe på knap 6 år – det vil sige forskellen er mindre end for mændene. Navnlig for mænd har der igennem de seneste knap 25 år været en tendens til stigende social ulighed i levetiden – dog med tegn på en vis stabilisering i de senere år.

Årsagen til den sociale ulighed i sundhed skal søges i en lang række faktorer, som går på tværs af forvaltningsområder. I 2011 offentliggjorde Sundhedsstyrelsen rapporten Ulighed i sundhed – årsager og indsatser. Konkret kan man i forhold til sundhedsadfærd se, at der er en direkte sammenhæng mellem faktorer som uddannelse eller beskæftigelsessituation og andelen af borgere som er storrygere. Blandt borgere med en videregående uddannelse er der 4,1 % storrygere, mens der blandt borgere uden erhvervsuddannelse er 23 % storrygere. Gennemsnittet for hele befolkningen er 11 %.

På samme vis kan der ses en sammenhæng i forhold til andre risikofaktorer som for eksempel fysisk inaktivitet, ernæring og overvægt. Der er derfor behov for at sikre at de forebyggende og sundhedsfremmende indsatser, som dels sikrer sunde rammer ved eksempelvis at håndhæve eksisterende forbud, arbejde med sundhedspolitikker på arbejdspladser, skoler, sociale tilbud med videre, og dels sikrer, at der er forebyggelsestilbud, som er målrettet borgere med særligt behov, for eksempel at der er rygestoptilbud i de boligområder, hvor der bor flest rygere.

Det har også vist sig særdeles væsentligt at sikre, at unge får en ungdomsuddannelse og at have en aktiv politik i forhold til at forhindre ungdomsarbejdsløshed, da begge dele har stor betydning for de unges videre sociale position og for deres sundhed. Også langvarig arbejdsløshed blandt især kortuddannede har vist sig at have en betydning for udviklingen af en række sygdomme, herunder især psykiske lidelser. Det er derfor vigtigt at have en arbejdsmarkedsindsats, som søger at hindre langvarig arbejdsløshed blandt kortuddannede.