Gå til hovedindhold

Etniske minoriteters opfattelse af sygdomsrisici

Vi ved fra undersøgelser, at nogle etniske grupper har en anden livsstil og et andet sygdomsmønster end danskere. Sammen med sprogvanskeligheder betyder det, at det er en særlig udfordring at kommunikere om risiko og sundhed til disse grupper. Hvis sundhedspersonale og myndigheder skal blive dygtigere til at kommunikere med etniske minoritetsgrupper, kræver det derfor viden om, hvordan de forskellige etniske grupper forstår og håndterer sygdomsrisici.

I rapporten ”Etniske minoriteters opfattelse af sygdomsrisici – betydningen af etnicitet og migration” gennemgås den forskningsbaserede viden, om den betydning etnicitet og migration har for etniske minoriteters opfattelse af sygdomsrisici.

Sociale forhold forklarer en del af forskellene

En del af de etniske forskelle og variationer i opfattelsen af sygdom og sundhed kan forklares med sociale forskelle. De etniske minoritetsgrupper er overrepræsenterede i de lavere socialgrupper, og vi ved, at de dårligst socialt stillede generelt har et dårligere helbred og er udsat for flere risikofaktorer end andre.  Manglende overskud til at mindske risikoadfærd som rygning kan skyldes sociale forhold i form af mangel på sociale ressourcer, for eksempel et socialt netværk, eller tilstedeværelsen af mere presserende problemer, som arbejdsløshed og økonomiske problemer. Vanskeligheder med at tale og forstå dansk, kan også være en barriere for etniske minoriteters adgang til forstå og deltage i kommunikation om risici.

Etnicitet

Etnicitet kan påvirke menneskers risikoopfattelse. Etnicitet kan have betydning for, hvornår symptomer, sygdomme, risikoadfærd og risikofaktorer opfattes som normale, og i hvor høj grad den enkelte oplever at have indflydelse på sygdomsrisici. Det er varierende, hvad der opfattes som sygdomsrisici og hvordan samt i hvilken grad, den enkelte oplever at have indflydelse på disse risici.

Migration

Migration har indflydelse på menneskers risikoopfattelse, idet migrationsprocessen kan indebære en række belastninger i forbindelse med for eksempel resocialisering, minoritetsstatus og diskontinuitet i livsforløb. Dette kan medføre en stærk nostalgisk orientering mod fortiden og en oplevelse af manglende sammenhæng mellem tidligere/nuværende adfærd og fremtidige helbredsudfald. Desuden kan belastningerne forbundet med migration gøre migranterne psykosocialt sårbare, så de ikke har overskud til at tænke på deres sundhed.

Implikationer for arbejdet med etniske minoriteter

  1. fokus er på sygdomsrisici der er relevante den pågældende gruppe
  2. der tages hensyn til forskelle i vidensniveau
  3. man benytter troværdige kommunikationskanaler
  4. at man fokuserer på andre aspekter end det sygdomsforebyggende
  5. at lokalsamfundet bruges som udgangspunkt for indsatser, der sænker eksponeringen for risikofaktorer. 

Læs mere

Etniske minoriteters opfattelse af sygdomsrisici - betydningen af etnicitet og migration, 2006

Ingen download tilgængelig
Udgivet d. 18. april 2011