Vejledning om klinisk basisuddannelse i Forsvaret
I henhold til § 17 i bekendtgørelse nr. 1256 af 25. oktober 2007 om lægers kliniske basisuddannelse kan lægestuderende og læger tilmelde sig ordningen ” den kliniske basisuddannelse i Forsvaret”, hvilket indebærer seks måneders klinisk hospitalsansættelse og seks måneders tjeneste i Forsvaret. Ordningen med den kliniske basisuddannelse i Forsvaret omfatter højst 10 pladser halvårligt. Pladserne fordeles på baggrund af lodtrækningsnummer, hvor laveste nummer fordeles først, jf. nedenfor vedr. procedure for fordeling.
Den kliniske basisuddannelse i Forsvaret finder sted ved et af Forsvarets Sundhedscentre, der hører under Forsvarets Sundhedstjeneste. De seks måneders tjeneste i Forsvaret skal finde sted i den sidste halvdel af den kliniske basisuddannelse. Den kliniske hospitalsansættelse skal finde sted i rimelig geografisk afstand til det tildelte Sundhedscenter.
De Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse tilrettelægger i samarbejde med Forsvarets Sundhedstjeneste uddannelsesforløb og godkender uddannelsesprogrammer, således at kompetencerne i målbeskrivelsen for den kliniske basisuddannelse opfyldes.
