Rusmiddelforebyggelse i praksis - Eksempler fra 14 kommuners arbejde med Narkoen ud af byen
Fra efteråret 2004 til april 2007 har 14 modelkommuner arbejdet målrettet med rusmiddelforebyggelse i de miljøer, hvor unge færdes, og rammen for et evt. rusmiddelbrug kan grundlægges: i grundskolen, på ungdomsuddannelserne, i fritids- og foreningslivet, i festmiljøet og i særlige boligområder.
Arbejdet er gennemført i forbindelse med projektet Narkoen ud af byen, der blev iværksat som opfølgning på regeringens handlingsplan “Kampen mod narko”, oktober 2003.
Projektet havde til formål at nedsætte tilgængeligheden af illegale stoffer, nedsætte antallet af unge som eksperimenterer med stoffer og nedsætte de problemer, som knytter sig hertil. Desuden var det hensigten at udvikle en tværgående, koordineret og målrettet forebyggelsesindsats i de 14 udvalgte modelkommuner.