Gå til hovedindhold

Sundhedsstyrelsen opretter en ny enhed, der skal løse opgaver med at beskytte den kritiske infrastruktur i sundhedsvæsenet

Den nye enhed skal fra 4. juni 2026 arbejde med at implementere et EU-direktiv, der skal sikre kritiske enheders modstandsdygtighed.

Sundhedsstyrelsen er udpeget som ansvarlig myndighed for at implementere den såkaldte CER-lov i sundhedsvæsenet. Det betyder, at Sundhedsstyrelsen fremover skal føre tilsyn med den kritiske infrastruktur i sundhedsvæsenet. Derfor bliver der oprettet en ny enhed, der skal løfte denne myndighedsopgave.

”Vi skal skabe et mere robust og modstandsdygtigt sundhedsvæsen, der kan håndtere, at livsvigtige behandlinger fortsætter, selv om de kommer under pres udefra. Derfor skal den nye enhed arbejde specifikt med at beskytte den kritiske infrastruktur i sundhedsvæsenet”, siger Jonas Egebart, direktør i Sundhedsstyrelsen og tilføjer:

”Det kommende tilsyn med kritisk infrastruktur skal supplere de tiltag, som vi allerede har sat i gang for at gøre sundhedsvæsenet mere robust overfor krisehændelser".

Sundhedsstyrelsens nye enhed Kritisk Infrastruktur i Sundhedsvæsenet skal samarbejde med regionerne om at beskytte sundhedsvæsenets mest kritiske infrastruktur. Hermed menes blandt andet sygehuse, hvor konsekvenserne for folkesundheden vil være store, hvis infrastrukturen i en kortere eller længere periode er ude af drift.