Sundhedsstyrelsen ansætter ny kommunikationschef
Gry Bess Møller tiltræder den 15. maj som kommunikationschef i Sundhedsstyrelsen.
Som kommunikationschef får Gry Bess Møller ansvaret for at sikre, at Sundhedsstyrelsen fortsat kommunikerer klart, forståeligt og troværdigt. Vicedirektør Nanna Skovgaard ser frem til samarbejdet:
”Kommunikation spiller en afgørende rolle i, at vi sikrer, at Sundhedsstyrelsens faglige viden når borgere, sundhedsprofessionelle, beslutningstagere og medier på de rette kanaler, tidspunkter og i de rette formater. Derfor er vi rigtig glade for at ansætte Gry Bess Møller som vores nye kommunikationschef", siger Nanna Skovgaard og fortsætter:
"Gry kommer med mange års erfaring med ledelse og kommunikation fra komplekse velfærdsområder, og hun har en solid erfaring med tværsektorielt arbejde og kender til alle de vigtige processer, som skal fungere, når man som styrelse skal have komplekse kommunikationsopgaver til at lykkes. Den erfaring har vi brug for og får vi nu glæde af i fremtiden”.
“Jeg glæder mig til at blive en del af Sundhedsstyrelsen. God kommunikation handler for mig om at gøre viden forståelig og brugbar – både for borgere og for dem, der arbejder i sundhedsvæsenet. Jeg ser frem til at samarbejde på tværs af organisationen om at få viden og budskaber ud, så de giver mening” siger Gry Bess Møller.
Gry Bess Møller tiltræder stillingen pr. 15. maj 2026
Gry Bess Møller er cand. comm. i journalistik og dansk fra Roskilde Universitet, og hun har mere end 15 års erfaring med kommunikation og ledelse fra blandt andet Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Københavns Kommune og VIVE. Hun har tidligere stået i spidsen for et større kommunikationsteam og arbejdet med at gøre kommunikationen mere sammenhængende, datadrevet og målrettet, og hun har erfaring med alt fra strategisk kommunikation til udvikling af kampagner, digitale kanaler og samarbejde på tværs af organisationer.