Nye retningslinjer skal sikre bedre hjælp til personer med senfølger efter kræft
Med afsæt i Kræftplan V lancerer Sundhedsstyrelsen nye nationale retningslinjer, der skal styrke indsatsen for mennesker med senfølger efter kræft. Retningslinjerne skal bidrage til en mere ensartet, systematisk og sammenhængende indsats på tværs af sundhedsvæsenet, så flere får den rette hjælp i tide.
Omkring 400.000 mennesker i Danmark lever i dag med eller efter kræft. Det er en positiv udvikling, der blandt andet skyldes tidligere opsporing og store fremskridt i behandlingen. Men mange lever samtidig med senfølger. Op mod 70 procent af alle kræftpatienter oplever fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle udfordringer efter sygdom og behandling. Det kan fx være kroniske smerter, svær træthed, angst, depression og problemer med at vende tilbage til hverdagen og arbejdslivet.
"Senfølger kan have store konsekvenser for den enkeltes hverdag længe efter, at kræftbehandlingen er afsluttet. Med retningslinjerne ønsker vi, at borgere med senfølger i højere grad bliver mødt af en indsats, der hænger sammen, og at de oplever at der er relevant og tilgængelig hjælp - uanset hvor i landet de bor" siger Christian Worm, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.
Retningslinjerne bygger på en såkaldt stepped care-model. Den skal hjælpe borgere med senfølger til at få støtte, behandling og rehabilitering på det rette niveau og på det rette tidspunkt – afhængigt af deres behov. Et eksempel kan være, hvis en borger, efter kræftbehandling, oplever træthed, smerter og søvnproblemer, som gør det vanskeligt at få hverdagen til at fungere. Nogle kan hjælpes med rådgivning og opfølgning i almen praksis. Hvis senfølgerne er mere komplekse eller ikke bedres, skal borgeren kunne henvises videre til en mere specialiseret indsats som fx en regional senfølgeklinik. Formålet er, at borgeren får den rette hjælp tidligt – og at indsatsen kan justeres, hvis behovene ændrer sig.
De nye retningslinjer skal samtidig bidrage til en tydeligere ansvarsfordeling mellem sundhedsvæsenets aktører, så det står klart, hvor borgere med senfølger kan få hjælp, og hvem der har ansvaret for indsatsen. Det skal mindske risikoen for, at de falder mellem to stole. Retningslinjerne støtter også målene i sundhedsreformen om at bringe sundhedsvæsenet tættere på borgerne og bruge ressourcerne bedre.
Retningslinjerne henvender sig til sundhedsprofessionelle i almen praksis, på hospitaler og i senfølgeklinikker samt fagpersoner, der arbejder med patientrettet forebyggelse og genoptræning. De kan også være relevante for patienter og pårørende, som ønsker viden om organiseringen af senfølgeindsatsen.
Om Kræftplan V
Kræftplan V blev vedtaget i 2025 og omfatter 36 initiativer, der skal være med til at sikre patienter et bedre liv med og efter kræft. Senfølgeindsatsen, herunder de nye retningslinjer, er en central del af planen og indgår i den generelle styrkelse af rehabiliteringsindsatsen for patienter med og efter kræft.