Gå til hovedindhold

Anbefalinger til rejsende til og fra Den Demokratiske Republik Congo og Uganda

På baggrund af udbruddet af Bundibugyo ebolavirus i Den Demokratiske Republik Congo og Uganda anbefaler Sundhedsstyrelsen, at rejsende til og fra de to lande holder sig opdaterede omkring Udenrigsministeriets rejsevejledninger og følger anbefalinger fra Statens Serum Institut og lokale myndigheder.

Har man opholdt sig i de berørte områder og får feber eller andre symptomer inden for 21 dage, skal man søge lægehjælp telefonisk og oplyse om rejsehistorik.

Læs mere om ebola og forholdsregler ved rejse

Læs Udenrigsministeriets rejsevejledninger

Lav risiko for smitte i Danmark

Ebolavirus-sygdom smitter kun ved symptomer. For at blive smittet skal man have været i direkte kontakt med smittede mennesker eller dyr eller deres kropsvæsker.

Der er på nuværende tidspunkt ikke set smittespredning uden for det udbrudsramte område, men verdenssundhedsorganisationen (WHO) vurderer, at der er høj risiko for regional spredning i Centralafrika. Det europæiske smitteagentur (ECDC) og de danske sundhedsmyndigheder vurderer, at risikoen for smittespredning til Danmark og EU er meget lav.

Sundhedsstyrelsen følger udviklingen tæt sammen med Statens Serum Institut, internationale sundhedsmyndigheder og europæiske partnere.