Få hjælp til at arbejde med helhedspleje og forebyggelse
To nye videns- og inspirationspakker giver jer i ældreplejen inspiration til at omsætte ældrelovens bestemmelser om helhedspleje og forebyggelse til virkelighed.
Rigtig mange af jer er allerede godt i gang med at omstille ældreplejen til den nye lovgivning om helhedspleje og de nye rammer for forebyggelse. Måske er I nået til et sted i processen, hvor I savner inspiration til næste skridt?
Uanset hvor langt I er i processen, vil I kunne finde nye idéer og inspiration i Sundhedsstyrelsens to nye videns- og inspirationspakker. Pakkerne er målrettet jer, der arbejder med at omsætte ældreloven til praksis som fx ledere, konsulenter og nøglemedarbejdere på ældreområdet.
Det finder du i pakkerne
Videns- og inspirationspakkerne om henholdsvis helhedspleje og forebyggelse indeholder:
Videns- og inspirationskataloger med fire til fem temaer. Temaerne giver et aktuelt overblik over vigtige faglige opmærksomhedspunkter og de udviklingstendenser, der præger området.
Film og casehistorier, der viser, hvordan andre kommuner arbejder
En mødepakke og en borgerrejse om helhedspleje til at kickstarte faglige dialoger, sparring og fælles refleksion i jeres teams.
Materialerne kan bruges i faglige fora, personalegrupper og i udviklingsprocesser hos jer. Brug dem som udgangspunkt for dialoger, lokale refleksioner og til at udvikle en fælles forståelse af, hvordan ældrelovens værdier omsættes til praksis netop hos jer.
Husk webinaret den 11. december
Den 11. december 2025 fra kl. 13-14 har du mulighed for at deltage i et webinar, hvor vi præsenterer videns- og inspirationspakkerne og viser filmcases om helhedspleje og forebyggelse. Her får du også inspiration til, hvordan I kan bruge pakkerne i jeres arbejde.
Om Sundhedsstyrelsens videns- og inspirationspakker om ældrelovens temaer
Sundhedsstyrelsen udgiver i løbet af de kommende år en serie af videns- og inspirationspakker, der hver i sær knytter sig til nogle af de vigtigste temaer i ældreloven. Videns- og inspirationspakkerne skal understøtte praksis i arbejdet med at omsætte ældreloven til praksis.
Videnspakkerne om helhedspleje og forebyggelse er de to første i rækken. Indholdet er udviklet på baggrund af interviews og dialoger med kommuner, private leverandører, civilsamfundsaktører og andre aktører og videnspersoner på ældreområdet.