Sundhedsstyrelsen undersøger: Kan vores faglige vejledninger blive bedre?
Vejledninger skal være gode støtteværktøjer, der er relevante og til at forstå. I Sundhedsstyrelsen, Strålebeskyttelse vil vi gerne vide, om det rent faktisk er tilfældet, eller om vores vejledninger kan blive bedre.
Derfor sender vi et spørgeskema ud, der skal gøre os klogere på, om der er kendskab til vejledningerne, om de bliver læst og forstået, og om noget kan gøres bedre.
Spørgeskemaet sendes til fagpersoner, der arbejder med strålekilder – altså med strålingsgeneratorer eller radioaktive kilder. I første omgang sendes spørgeskemaet kun til dem, der arbejder med det veterinærmedicinske område, men på sigt vil der også blive indhentet feedback fra fagpersoner på andre områder, hvor der arbejdes med strålekilder.
Spørgeskemaet sendes ud via de mailadresser, som Sundhedsstyrelsens enhed for Strålebeskyttelse har registreret for:
- Dyreklinikker og lignende, der foretager veterinære røntgenundersøgelser
- Røntgenvirksomheder med tilladelse til installation og eftersyn inden for veterinærmedicinsk anvendelse
- Strålebeskyttelseskoordinator inden for det veterinære område (dyreklinik og eftersynsvirksomhed)
Når Sundhedsstyrelsen udarbejder vejledninger på strålebeskyttelsesområdet er formålet, at vejledningerne gør det nemt for modtagerne at forstå reglerne på området og vejledningerne indeholder forslag til, hvordan man kan overholde den tilhørende lovgivning.