Gå til hovedindhold

Rigtige helte vasker hænder og hoster i ærmet

Det er budskabet i en kampagne fra Sundhedsstyrelsen, der giver en håndfuld gode råd om, hvordan vi alle kan være med til at forebygge smitte. Det er vigtige råd at holde fast i, når vi kommer ind i vintermånederne.

Kampagnen er et gensyn med sidste års indsats ”Rigtige helte”, som følger fem almindelige mennesker, der følger de fem smitteforebyggende råd og på den måde beskytter sig selv og undgår at smitte andre. Og det er stadig de samme velkendte greb, der skal tages fat i, når vi skal undgå at smitte hinanden.

”Efteråret er den tid på året, hvor der typisk er en stigning i smitte med luftvejssygdomme som influenza, covid-19 og RS-virus. Derfor er det vigtigt, at vi alle sammen holder fast i både at huske at vaske hænder, hoste og nyse i ærmet, blive hjemme hvis vi er syge og lufte ud og gøre rent”, siger sektionsleder i Sundhedsstyrelsen Karen Geismar.

I forbindelse med kampagnen har Sundhedsstyrelsen fået foretaget en undersøgelse blandt 1000 personer. Her spørges der blandt andet til, hvilke af de fem råd man oplever som svære at efterleve.

Undersøgelsen viser, at kun 10 procent siger, at de oplever, at de har svært ved at efterleve rådet om at vaske hænder, og 14 procent oplever, at de har svært at efterleve rådet om at hoste og nyse i ærmet. Rådene om at blive hjemme, når man er syg, og at gøre rent, er de råd, som flest oplever, at de har sværest ved at efterleve. 40 procent synes, det er svært at blive hjemme, når de er syge, og 25 procent oplever, det er svært at efterleve rådet om at gøre rent.

”I en travl hverdag er der jo mange ting, man skal nå - udover at følge de smitteforebyggende råd, så det er virkeligt positivt, at det er så få, der har svært ved rådene om at vaske hænder og at hoste og nyse i ærmet. Selv om det lyder som meget basale råd, er de råd nogle af de vigtigste for at beskytte både sig selv og andre imod smitte”, siger Karen Geismar.

Husk vaccination, hvis du er i særlig risiko

Vaccination er en anden måde at forebygge luftvejsinfektioner på, som det er sæson for i de kommende måneder – så husk at blive vaccineret inden den 20. december, hvis du tilhører de grupper, der er tilbudt gratis vaccination

Her kan du se, hvem der bliver tilbudt gratis vaccination imod covid-19 og influenza

Sundhedsstyrelsens fem smitteforebyggende råd

  1. Vask hænder tit eller brug hånddesinfektion. Vask altid hænder med vand og sæbe ifm. toiletbesøg, inden madlavning eller spisning og ved synligt snavsede hænder. Har du mindre børn så hjælp dem med at vaske hænder.
  2. Host og nys i ærmet – for at forebygge smitte via spyt og snot.
  3. Bliv hjemme, hvis du er syg eller har tegn på smitsom sygdom – f.eks. hoste, feber, kulderystelser og træthed/ømhed i kroppen.
  4. Luft ud ofte og skab gennemtræk. Det er vigtigt, fordi det er med til at nedsætte risikoen for spredning af smitsomme sygdomme. Luft ud i mindst 2 x 5 minutter hver dag og oftere, hvis der er sygdom i hjemmet.
  5. Gør rent – særligt på overflader mange rører ved.

Undersøgelsen

  • Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret spørgeskemaundersøgelse.
  • 1.043 personer i alderen 18 år eller derover har deltaget.
  • Dataindsamlingen er gennemført fra 31. oktober - 4. november 2024.

 

Spørgsmålene

Q1: Jeg er generelt bekymret for at smitte andre, når jeg er sygAntal
Meget enig
12411,9
Enig47445,2
Hverken enig eller uenig25724,7
Uenig14113,5
Meget uenig474,5
Ved ikke20,2
Total1.043100 

Q2: Er du indenfor det sidste år gået på arbejde eller i skole, selvom du var syg?

Antal
Ja 42040,3 
Nej59156,7
Ved ikke323,0
Total1.043100

Q3: Sundhedsstyrelsen har fem forebyggende råd: Vask hænder, Host og nys i ærmet, Bliv hjemme, når du er syg, Luft ud og Gør rent.
Hvilke af disse, hvis nogen, har du svært ved at holde?

Antal
Vask hænder1029,7
Host og nys i ærmet14513,9
Bliv hjemme, når du er syg41740,0
Luft ud20719,9
Gør rent26225,1
Ingen af disse33532,1
Ved ikke100,9
Total1.043100 

Relaterede nyheder