Gå til hovedindhold

Tilmeld dig til Sundhedsstyrelsens Stormøde om polyfarmaci ved multisygdom

Indsatser for Rationel Farmakoterapi (IRF) inviterer til et debatskabende stormøde. Det bliver i år gennemført som en heldagskonference med både faglige oplæg og workshops. Emnet er: Hvordan skal vi forebygge og håndtere polyfarmaci ved multisygdom?

Der er bred enighed om, at der skal være et større fokus på forbruget af medicin hos personer med flere kroniske sygdomme (multisygdom). Brug af flere lægemidler på samme tid – også kaldt polyfarmaci - har været bredt diskuteret de sidste 20 år, ofte i forbindelse med det høje forbrug hos multisyge. 

Det kan være både nødvendigt og gavnligt at bruge flere lægemidler på samme tid, og brugen af de enkelte lægemidler er ofte i overensstemmelse med de gældende retningslinjer for de enkelte sygdomme. Det er dog i mange tilfælde usikkert, om ny medicin til personer, der i forvejen får mange lægemidler, virker efter hensigten. Og samtidig stiger risikoen også for skadelige virkninger, jo mere medicin personen tager.  

I forbindelse med Stormødet 2022 udgiver IRF rapporten ”Polyfarmaci ved multisygdom”. Den indeholder konkrete anbefalinger for tiltag, der kan være med til at skabe mulighed for at forebygge og bedre håndtere polyfarmaci ved multisygdom. Rapporten vil sammen med de faglige oplæg og en paneldebat være udgangspunkt for stormødets workshops.

”Personer med multisygdom har et stort forbrug af medicin, og de er derudover ofte en skrøbelig og sårbar gruppe. Det gør behandlingen af deres sygdomme meget kompleks, og det kræver også et samarbejde på tværs af sektorer, myndigheder, klinikere og behandlere. Derfor glæder vi os til at diskutere det forarbejde, som vi har lavet sammen med en meget engageret arbejdsgruppe. Vi håber på en livlig debat, så vi kan blive udfordret og få nye ideer til, hvordan vi sikrer de bedste rammer for personer med multisygdom” siger chefkonsulent Solveig Forberg.
IRF’s Stormøde er åbent for alle. Stormødet henvender sig dog særligt til sundhedsfaglige, patientforeninger, faglige organisationer og myndigheder. Et af konferencens hovedformål er at debattere, hvordan almen praksis, kommuner og hospitaler kan arbejde sammen om håndteringen af personer med multisygdom og polyfarmaci. Det kan for eksempel være om, hvordan man kan gennemføre medicingennemgange på den mest hensigtsmæssige måde.
Vi forventer at IRF Stormøde bliver godkendt som selvvalgt kursus, så de praktiserende læger kan søge om refusion fra Fonden for Almen Praksis, Efteruddannelsessekretariatet.
Stormødet 2022 finder sted torsdag den 2. juni 2022 kl. 9.00-19.00 på Hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers i København.
EARLY BIRD – rabat indtil d. 31. marts 2022, herefter fuld pris.

Hvad er multisygdom?

Personer med multisygdom er personer med to eller flere kroniske sygdomme, der optræder samtidig, og hvor én sygdom ikke nødvendigvis er mere central end de andre. Personerne rummes ofte ikke i behandlingsvejledninger og behandlingsregimer, og det at have flere behandlere tilknyttet kan føre til tvivl om, hvem der er den hovedansvarlige behandler, samt indeholde en risiko for informationstab mellem de forskellige sektorer. 

Relaterede nyheder