Rapport afdækker den kommunale sygepleje i de nordiske lande
Sundhedsstyrelsen har på vegne af Nordisk Ministerråd udarbejdet en rapport, der beskriver og sammenligner den kommunale sygepleje i de nordiske lande. Rapporten kan bruges som inspiration til at se på nye måder at løse udfordringerne i sygeplejen på.
Rapporten ’Home Nursing in the Nordic Countries’ handler om de opgaver kommunerne løser på sygeplejeområdet. Rapporten ser blandt andet på, hvordan den kommunale sygepleje er organiseret, samarbejdet på tværs af sektorer, og hvordan borgere og pårørende kan blive inddraget mere i behandlingsforløbet. Målet er at finde løsninger på de fælles udfordringer med, at der kommer flere ældre, flere personer med kroniske sygdomme, mangel på sundhedspersonale, og at opgaverne i den kommunale sygepleje bliver mere komplekse.
”Vi kan se, at telemedicinske løsninger i flere lande bruges for at afhjælpe udfordringer med mangel på ressourcer og som løsninger, der hjælper borgerne med selv at klare plejeopgaver, som normalt kræver besøg af sygeplejerske eller hjemmehjælp. Nogle lande benytter sig også af kunstig intelligens, eksempelvis har Island forsøgsvis arbejdet med at lade robotter dosere medicinen. I Danmark, Island og på Færøerne har man også meget erfaring med at uddelegere opgaver til andre faggrupper for at imødegå manglen på personale,” siger sektionsleder Line Riddersholm.
Danmark havde sidste år formandsskabet for Nordisk Ministerråd, og i den forbindelse udgav Sundhedsstyrelsen en rapport om det primære sundhedsvæsen i de forskellige lande i Norden. Rapporten identificerede nogle grundlæggende udfordringer på tværs af landene. Denne nye rapport bygger videre på dette arbejde ved at skabe grundlag for en nordisk diskussion om, hvordan hjemmesygeplejen er bedst rustet til de kommende udfordringer. Rapporten skal dele viden på tværs af landene, så der er en gensidig læring og inspiration.
Rapporten om kommunal sygepleje er finansieret af og udarbejdet på vegne af Nordisk Ministerråd.
Se rapporten 'Home Nursing in the Nordic Countries'
Se desuden