Sådan håndterer vi de borgere, som i dag og i morgen ankommer fra Hubei-provinsen
Senere i dag ankommer de første fire personer fra Hubei til Danmark, og i morgen forventer vi, at yderligere elleve ankommer.
”Vi har arbejdet meget tæt sammen med Udenrigsministeriet, Forsvaret og de regionale præhospitale beredskaber i Danmark, for at vi kan modtage de hjemvendte i Danmark under forsvarlige forhold. Undervejs og ved ankomsten vil de hjemrejsende løbende blive informeret og vurderet for, om de har risiko for at være coronasmittet, så vi kan vejlede og iværksætte relevante foranstaltninger,” siger direktør Søren Brostrøm.
De kinesiske myndigheder har i tråd med anbefalingerne fra WHO iværksat screening af personer, som rejser ud af Kina, så personer, der er syge af coronasmitte, ikke forlader landet.
Samtidig kan der undervejs på hjemrejsen også være screeninger i de lande, hvor de rejsende mellemlander.På det sidste stykke af rejsen bliver de hjemrejsende ledsaget af en læge fra det danske Forsvar, som foretager lægefaglig vurdering af hver enkelt, både før de stiger ombord på det danske fly, og før de lander i Danmark.
”Det er vigtigt at sige, at vi regner med at modtage raske personer, med meget lille risiko for at være smittet. Men skulle der, mod forventning, alligevel ankomme personer, hvor vi mistænker coronasmitte, så er vi klar ved modtagelsen med et stærkt beredskab, der er klar til at håndtere det. De raske, der ankommer, vil vi vurdere i forhold til, om de har haft tæt kontakt til coronasmittede patienter. Er det tilfældet, vil vi lave en konkret og individuel vurdering af, om vi vil iværksætte f.eks. hjemmekarantæne, sådan som det er beskrevet i vores retningslinjer,” siger Søren Brostrøm.
Skulle der være borgere, som er kommet hjem fra rejse i Hubei-provinsen inden for de seneste 2 uger, og som har spørgsmål, kan de finde information på Sundhedsstyrelsens hjemmeside eller kontakte egen læge, lægevagten eller 1813 for rådgivning.