Ny samarbejdsmodel skal sikre ens behandling for patienter med kræft i bugspytkirtlen
Sundhedsstyrelsen har i samarbejde med regioner og fageksperter udarbejdet en national samarbejdsmodel, der skal sikre ensartet høj kvalitet i hele landet for patienter med bugspytkirtelkræft.
Sundhedsstyrelsen har i samarbejde med regioner og fageksperter udarbejdet en national samarbejdsmodel, der skal sikre ensartet høj kvalitet i hele landet for patienter med bugspytkirtelkræft.
Hvert år får omkring 950 patienter diagnosticeret kræft i bugspytkirtlen. Bugspytkirtelkræft er en meget alvorlig sygdom med en høj dødelighed, og det er derfor vigtigt, at alle patienter får netop det behandlingstilbud, der er bedst for dem.
Det skal en ny anbefaling fra Sundhedsstyrelsen være med til at sikre. Med publikationen ”National MDT konference ved kræft i bugspytkirtlen” beskriver vi, hvordan såkaldte nationale multidisciplinære teamkonferencer (MDT) skal sikre god og ensartet behandling i hele landet. MDT-konferencer er en samtale, hvor kiruger, kræftlæger og billeddiagnostikere fra forskellige regioner sætter sig sammen for at finde den bedste behandling til den enkelte patient.
Den nye anbefaling kommer, efter en undersøgelse i 2018 viste, at der var forskelle mellem regionerne i forhold til, hvilke behandlingstilbud patienterne fik.
”Kræft i bugspytkirtlen er en meget alvorlig sygdom, hvor det kan være vanskeligt at vurdere, hvad det rigtige behandlingstilbud er. Det var tydeligt, at det ikke blev gjort ensartet på tværs af landet og alle var enige om, at det ikke var hensigtsmæssigt. Derfor har vi peget på en løsning, hvor landets faglige eksperter sætter sig sammen og drøfter, hvad der er det rigtige at gøre. Det har vi stor forhåbning til vil løfte kvaliteten”, siger centerchef Helene Probst.
Patienterne skal vurderes ens
Sundhedsstyrelsen nedsatte i 2018 en arbejdsgruppe, der blandt andet drøftede de regionale forskelle i behandlingen af bugspytkirtelkræft. De fandt ingen regional forskel i patienternes overlevelse, men til gengæld en betydelig regional forskel i forhold til, hvilke patienter der blev tilbudt operation.
Arbejdsgruppen pegede på, at det er svært at vurdere, hvilke patienter der kan opereres og understregede, at det er vigtigt, at der foregår en ensartet vurdering af patienterne på tværs af landet. Og det er netop det, der er formålet med MDT-konferencerne.
”Vi håber, at beskrivelsen af de nationale MDT konferencer vil give de fire centre en systematik i den måde de arbejder sammen på. Vi følger udviklingen, både fordi vi ønsker at følge op på, om vurderingerne på tværs af landet bliver ensartet, men også fordi vi måske kan bruge modellen på andre sygdomsområder, hvor vi ønsker at løfte kvaliteten,” siger centerchef Helene Probst.
Det er centre på Rigshospitalet, Aarhus Universitetshospital, Aalborg UH Syd og Odense Universitetshospital, der behandler patienter med bugspytkirtelkræft. Regionerne begyndte at gøre brug af de nationale MDT konferencer i efteråret 2018, og konferencerne foregår allerede lokalt. Med den nationale beskrivelse, der udgives i dag, sættes nu rammen for det fortsatte arbejde.
Læs mere om MDT konferencer i Sundhedsstyrelsen publikation Pakkeforløb og opfølgningsprogrammer- Begreber, forløbstider og monitorering eller vejledningen udgivet af af Danske Multidisciplinære Cancergrupper.
Hvad er MDT-konferencer?
Lokale multidisciplinære teamkonferencer (MDT) har siden Kræftplan II været en vigtig del af den danske kræftbehandling. MDT-konferencerne er tværfaglige beslutningskonferencer, hvor fagprofessionelle, fx kirurger, kræftlæger, billeddiagnostikere, patologer og andre relevante specialister, vurderer den enkelte patient. Formålet er, at beslutninger og anbefalinger til patientens forløb bliver truffet på det bedst mulige grundlag.
MDT konferencerne har lokalt medført en større ensartethed i udredning og behandling af kræftsygdomme og har sikret, at den enkelte patient har fået et mere ensartet og kvalificeret behandlingstilbud end tidligere. Nationale MDT konferencer er en ny samarbejdsmodel, hvor konferencerne skal foregå på nationalt niveau med deltagelse fra en tværfaglig deltagerkreds fra alle relevante regioner.