Gå til hovedindhold

Mennesker med egne erfaringer med psykisk sygdom bidrager til en bedre indsats

Regioner og kommuner kan nu søge midler til at styrke deres brug af ansatte, der selv har haft en psykisk sygdom (peers), og som skal hjælpe andre med psykiske lidelser.

For patienter der går igennem et sygdomsforløb med en psykisk lidelse, kan det være en stor hjælp at modtage støtte fra andre, der har været i samme situation. Det er formålet med peers, der er ansat til at give støtte og sparing til patienter med psykiske lidelser og dermed supplere den behandling, som de traditionelle faggrupper i psykiatrien giver. 

”For år tilbage havde vi i Danmark ikke megen erfaring med brugen af peers. Men i dag er vi et andet sted. I dag ved vi, at peers kan gøre en væsentlig forskel. Vi ved fra tidligere indsatser, at peers kan være med til at øge kvaliteten af den behandling, som mennesker med psykiske lidelser får, fordi de kan bidrage med indsigt, støtte og hjælp. Så de kan være med til at give håb og en tro på, at man kan komme sig”, siger Helene Probst, Centerchef i Center for Planlægning i Sundhedsstyrelsen.

Der har i de senere år været mange projekter i forhold til at bruge peers i psykiatrien. Peers var en ny type medarbejdere, og man har skulle gøre nogle erfaringer i forhold til, hvordan man bedst muligt får dem til at blive en del af arbejdspladsen. Derfor kan vi først nu samle viden og gode erfaringer fra forskellige projekter, så brugen af peers kan blive styrket. Derfor har Sundhedsstyrelsen udarbejdet et katalog med viden, som skal give regioner og kommuner inspiration til nye projekter og til, hvordan de kan hjælpe deres peers bedre til rette på arbejdspladsen. 

”Peers giver et andet perspektiv end traditionelle faggrupper på, hvordan man kan hjælpe patienter, der har en psykisk sygdom. Det er vigtigt at man investerer tid og ressourcer, når peers skal blive en del af arbejdspladsen, så deres kvaliteter og viden kommer i spil. Derfor skal videnskataloget bidrage med viden til, hvad nuværende og kommende arbejdspladser skal være opmærksomme på i forhold til at ansætte og støtte peers ” siger Helene Probst.

Videnskataloget kan bruges som inspiration til at søge den opslåede pulje. Puljen er udmøntet som en del af satspuljeaftalen på sundhedsområdet for 2019-2022, hvor der er afsat 20,5 mio. kr., der går til at indføre og forankre brugen af peers. 

Information om puljen, kriterier og krav til ansøgere 

Videnskatalog til forankring og implementering af peerstøtte

Hvad er peers?

Peers er personer med brugerbaggrund og peerstøtte er dermed støtte fra ligesindede. Støtten kan opdeles i forskellige typer: 
1. Selvorganiserede selvhjælpsgrupper
2. Brugerdrevne tiltag/tilbud
3. Medarbejdere med brugerbaggrund i professionelle tilbud
4. Bruger/professionelle partnerskaber

Eksempel på brug af peers

Region Hovedstadens Psykiatri, Rudersdal Kommune, Københavns Kommune og Helsingør Kommune har i samarbejde med Psykiatriforeningernes Fællesråd og Det Sociale Netværk ansat peers til at hjælpe borgere og patienter med psykiske lidelser. Deres opgaver er blandt andet at mødes med borgerne og patienterne og støtte dem under indlæggelsen. De kan også følge dem til aktiviteter eller være kontaktpersoner ved udskrivelsen, hvor de hjælper med at kommunikere de behov eller bekymringer, patienterne har, til behandlerne og den kommunale støttekontaktperson. 

Relaterede nyheder