Gå til hovedindhold

Tilliden er tilbage – og børne­vaccination er igen et populært tilbud

Vaccinationer er en af de mest effektive måder at forebygge smitsomme sygdomme på. For at sikre en god beskyttelse af hele befolkningen er det nødvendigt med en høj tilslutning til vaccinerne i børnevaccinationsprogrammet.

Vaccinationer er en af de mest effektive måder at forebygge smitsomme sygdomme på. For at sikre en god beskyttelse af hele befolkningen er det nødvendigt med en høj tilslutning til vaccinerne i børnevaccinationsprogrammet. Med en tilstrækkelig høj tilslutning beskyttes ikke kun det enkelte barn. Vi beskytter også immunsvækkede børn, der ikke kan tåle at blive vaccineret, imod smitte. Ligesom vi beskytter de børn, der endnu er for små til at blive vaccineret. Derfor er det også meget tilfredsstillende, at tilslutningen til alle vaccinationer i børnevaccinationsprogrammet steg i 2017 – og flere endda ganske markant. 

”Vi er utrolig glade for, at tilslutningen til børnevaccinationsprogrammet fortsætter med at stige. Vi så en stigning fra 2015 til 2016, og denne stigning fortsætter i 2017. Særligt opmuntrende er det, at tilslutningen til vaccination imod livmoderhalskræft er steget med i alt 12 procentpoint på kun ét år” siger Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen.

Den stigning skyldes ikke mindst den store informationsindsats Stop HPV – Stop Livmoderhalskræft, som Sundhedsstyrelsen lancerede i foråret 2017 sammen Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen. Målet med indsatsen er at hæve tilslutningen til HPV-vaccination til det samme høje niveau, som da tilslutningen var på det højeste for 5-7 år siden (årgang 1998-2000). Tilslutningen er allerede steget markant, og en midtvejsevaluering af informationsindsatsen viser, at forældrene har genvundet tilliden til vaccinen. Stigningen skyldes også de påmindelsesbreve, som forældre modtager, hvis børn endnu ikke har fået en eller flere af børnevaccinerne.

Samtidig er det meget positivt, at en række kommuner og regioner har egne gode tiltag for at hæve tilslutningen til børnevaccinerne. Det har vi undersøgt nærmere i årsrapporten for 2017, hvor 19 kommuner, der alle har en tilslutning markant over landsgennemsnittet for en eller flere af vaccinerne, fortæller om deres indsats. 

”Kommunerne fortæller næsten enstemmigt, at sundhedsplejerskerne er særligt vigtige for samarbejdet med nybagte forældre blandt andet om vaccinerne i børnevaccinationsprogrammet. Forældre har stor tillid til sundhedsplejersken, og hvis hun eller han anbefaler, at man lader sit barn vaccinere, er der stor sandsynlighed for, at forældre får bestilt tid hos lægen og lader sit barn vaccinere” siger Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen. 

Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Lægemiddelstyrelsen har i fællesskab lavet årsrapporten for børnevaccinationsprogrammet i 2017. Rapporten indeholder information om vaccinationsprogrammet, tilslutningen til og effekter af vaccinerne, indberettede bivirkninger og lokale indsatser, der skal forsøge at øge tilslutningen til vacciner i programmet. 

Årsrapporten kan læses af alle med interesse for det danske børnevaccinationsprogram, både forældre, medier, beslutningstagere og andre myndigheder. 

Læs mere i Børnevaccinationsprogrammet – Årsrapport 2017

Relaterede nyheder