Gå til hovedindhold

Supplerende indberetninger til de maksimale ventetider for oktober 2018

Regionerne har opgjort, hvor mange patienter med kræft i bugspytkirtlen der har valgt en længere ventetid for at få behandling på deres primære sygehus. I oktober måned har i alt tre patienter med bugspytkirtelkræft accepteret at vente længere end 14 dage.

Regionerne har opgjort, hvor mange patienter med kræft i bugspytkirtlen der har valgt en længere ventetid for at få behandling på deres primære sygehus. I oktober måned har i alt tre patienter med bugspytkirtelkræft accepteret at vente længere end 14 dage.

Sundhedsstyrelsen har dermed modtaget tre supplerende indberetninger vedrørende bugspytkirtelkræft for oktober 2018: 

Operation for kræft i bugspytkirtlen
Region Antal patienter, der har accepteret at vente længere på operation efter afsluttet udredning
Region Midtjylland2
Region Hovedstaden1

De to patienter i Region Midtjylland, der har accepteret at vente længere på eget sygehus frem for at blive tilbudt behandling på en anden regions sygehus, ventede 6 og 7 dage for længe på en operation. I Region Hovedstaden var den accepterede ekstra ventetid 3 dage.

Region Hovedstaden har i en længere periode haft kapacitetsmæssige udfordringer med at behandle patienter med bugspytkirtelkræft. Regionen har oplyst Sundhedsstyrelsen om, at kapaciteten er øget, og ventetiden bragt ned. For at fortsætte denne udvikling har regionen stadig fuld ledelsesmæssig opmærksomhed på udfordringerne. Regionen er i gang med at implementere en handleplan med initiativer, der skal nedbringe ventetiden yderligere på Rigshospitalets Abdominalcenter og har oplyst til Sundhedsstyrelsen, at der den 1. december 2018 bliver ansat to ekstra operationssygeplejersker. 

”Vi er glade for, at Region Hovedstadens fokus på området har medført, at udviklingen ser ud til at gå i den rigtige retning, men vi er samtidige bekymrede over at se, at patienter i Region Midtjylland venter for længe. Det er vigtigt, at alle patienter med bugspytkirtelkræft får tilbudt behandling til tiden, derfor har vi i Sundhedsstyrelsen fokus på, at alle regioner får løst udfordringerne på området.” siger centerchef Janet Samuel.

Om de supplerende indberetninger

Sundhedsministeren indførte fra den 1. oktober 2017 en supplerende indberetningspligt til de maksimale ventetider. Med de supplerende indberetninger oplyser regionerne Sundhedsstyrelsen, om der er tilfælde inden for udvalgte kræftformer, hvor patienter har valgt at vente længere, end de maksimale ventetider foreskriver. Modsat indberetningerne vedrørende de maksimale ventetider er der ikke tale om lovoverskridelser ved de supplerende indberetninger.

Fra september 2018 har regionerne skulle indberette data vedrørende patienter henvist til operation for bugspytkirtelkræft. Sundhedsstyrelsen vil i januar 2019 vurdere udviklingen i de supplerende indberetninger for den yderligere forlængede periode.

Relaterede nyheder