Pulje skal styrke den eksperimentelle kræftkirurgi
Nu kan sygehusafdelinger i regionerne igen søge om midler til at varetage funktioner indenfor eksperimentel kræftkirurgi.
Nu kan sygehusafdelinger i regionerne igen søge om midler til at varetage funktioner indenfor eksperimentel kræftkirurgi.
Eksperimentel behandling dækker over behandlinger, hvor der ikke findes samme grad af videnskabelig dokumentation for effekten som ved en etableret behandling. Ved den eksperimentelle behandling er der en vis formodning og sandsynlighed for, at indgrebet vil gavne patienten.
I forbindelse med kræftplan 4 blev der på finansloven for 2017 afsat midler til eksperimentel kræftkirurgi med et formål om at styrke tilbuddet om eksperimentel kræftkirurgi i Danmark og samtidig sikre en høj international kvalitet og en ensartet udbredelse af nye behandlingsformer.
”Med denne pulje bliver der givet midler til et område, som ikke er prioriteret i samme grad som f.eks. eksperimentel medicinsk behandling inden for kræftområdet. Denne pulje skal derfor hjælpe med at udvikle viden på et område, som vi forventer, kan hjælpe alvorligt syge patienter både nu og fremover,” siger Astrid Nørgaard, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.
Puljen skal sikre, at der oprettes funktioner rundt om i landet, så der opbygges færdigheder inden for og samarbejde om at udvikle eksperimentel kræftkirurgi. Den første uddeling skete i efteråret 2017. Anden ansøgningsrunde varer frem til den 5. september, hvor interesserede sygehusafdelinger i regionerne igen søge om midler til at varetage funktionerne.
Information om puljen
Puljen til varetagelse af eksperimentelle kræftkirurgiske funktioner er et af initiativerne i Kræftplan IV og er finansieret ved finansloven. Der er afsat hhv. 3, 3, 2 og 2 mio. kr. i perioden 2017 - 2020 og 2 mio. kr. årligt derefter til eksperimentel kræftkirurgi.
Ved første ansøgningsrunde i 2017 uddelte Sundhedsstyrelsen cirka 1.7 mio. kr. for 2017 og cirka 1.5 mio. kr. for 2018 til fem forskellige kræftkirurgiske funktioner. Ved denne ansøgningsrunde i 2018 kan der søges midler for cirka 1.5 mio. kr. i 2018. Ansøgningsfristen for puljen er den 5. september 2018. Første uddeling skete i efteråret 2017. Det forventes, at næste ansøgningsrunde er i 2019, hvor der uddeles op til 2 mio. kr.