Forældre har stor tillid til HPV-vaccinen
Knap 80 pct. af alle forældre til piger i 10-14-års alderen har tillid til, at HPV-vaccinen er sikker – og dermed er der tale om en markant stigning på blot halvandet år. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har gennemført i forbindelse med HPV-informationsindsatsen ”Stop HPV – stop livmoderhalskræft”.
Knap 80 pct. af alle forældre til piger i 10-14-års alderen har tillid til, at HPV-vaccinen er sikker – og dermed er der tale om en markant stigning på blot halvandet år. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har gennemført i forbindelse med HPV-informationsindsatsen ”Stop HPV – stop livmoderhalskræft”.
Efter et drastisk fald i tilslutningen til HPV-vaccination i Danmark er udviklingen nu for alvor ved at vende: Antallet af piger, der bliver HPV-vaccineret, er stigende, og det samme gælder forældrenes tillid til, at vaccinen er sikker – det vil sige, at bivirkninger er sjældne og milde. En ny undersøgelse blandt mere end 1.000 forældre til piger i 10-14-års alderen viser således, at knap 80 pct. af forældrene i høj eller nogen grad har tillid til, at HPV-vaccinen er sikker, mens kun 6 pct. slet ikke har tillid til vaccinens sikkerhed.
”Det er virkelig gode nyheder. Det styrker vores tro på, at vi når målet om, at mindst 90 pct. af alle 12-årige piger siger ja tak til HPV-vaccination. Samtidig er der nu en god chance for, at de piger, der ikke nåede at få vaccinen som 12-årige, får rettet op på det og bliver vaccineret nu,” siger Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen.
Den øgede tillid kan også aflæses i de seneste vaccinationsdata fra Statens Seruminstitut: I 2017 blev dobbelt så mange piger – i alt 30.974 piger – HPV-vaccineret første gang sammenlignet med 15.237 i 2016. Og i de første to måneder af 2018 er stigningen fortsat: Både i januar og i februar i år fik flere end 3.000 piger deres første HPV-vaccination hos lægen.
Sundhedsstyrelsen lancerede i maj sidste år, sammen med Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen, informationsindsatsen ”Stop HPV – stop livmoderhalskræft”, der skal give forældre mere viden om forebyggelse af livmoderhalskræft og HPV-vaccination, og den fortsætter året ud.