Gå til hovedindhold

Sundheds­styrelsen udgiver nye rekomman­dationer for valg af lægemidler til behandling af type 2-diabetes

Rekommandationerne skal støtte læger i almen praksis i valg af glukosesænkende lægemidler til behandling af type 2-diabetes og er udarbejdet af IRF i Sundhedsstyrelsen i samarbejde med repræsentanter fra Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Endokrinologisk Selskab, Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi og Dansk Selskab for Adipositasforskning.

Rekommandationerne skal støtte læger i almen praksis i valg af glukosesænkende lægemidler til behandling af type 2-diabetes og er udarbejdet af IRF i Sundhedsstyrelsen i samarbejde med repræsentanter fra Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Endokrinologisk Selskab, Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi og Dansk Selskab for Adipositasforskning.

Der er ikke tale om behandlingsvejledning, men støtte til valg af lægemidler inden for de syv forskellige lægemiddelgrupper.

  • Biguanider (metformin)
  • β-cellestimulerende midler (meglitinider og sulfonylurinstoffer)
  • Glitazoner (pioglitazon)
  • Dipeptidylpeptidase 4 (DPP-4)-hæmmere
  • Natrium-glukose co-transportor 2 (SGLT-2)-hæmmere
  • Glukagon-lignende-peptid 1 (GLP-1) receptoragonister
  • Basal insuliner

”Vi er klar over, at dette arbejde ikke kan stå alene, og at farmakologisk glukosesænkende behandling kun er en del af den samlede behandlingen af type 2-diabetes, som omfatter såvel anden farmakologiske behandling som non-farmakologiske behandling. Det er samtidig vigtigt for os at fremhæve, at forebyggelse og rehabilitering er centrale elementer i forløbet for mennesker med type 2-diabetes. Vi ser, at disse rekommandationer komplimenterer behandlingsvejledninger inden for type 2-diabetes og er i den forbindelse i dialog med selskaberne bag disse med henblik på at fremme en sammenhæng mellem initiativerne på området," fortæller Simon Tarp fra IRF i Sundhedsstyrelsen.

Her kan du læse mere om rekommandationerne for farmakologisk glukosesænkende behandling af type 2-diabetes her.

Om Den Nationale Rekommandationsliste

Anbefalingerne indgår i Den Nationale Rekommandationsliste, der er en liste, der skal hjælpe læger i almen praksis med at træffe beslutning om valg eller fravalg af et lægemiddel inden for en lægemiddelgruppe til en konkret patientgruppe.

Rekommandationerne bygger på en samlet vurdering af lægemidlernes effekt og bivirkninger, kontraindikationer, interaktioner samt patientværdier og -præferencer. Rekommandationerne bliver opdateret løbende i takt med, at der tilkommer ny relevant viden om de omfattede lægemidler, eller der bliver markedsført nye lægemidler relevant for baggrundsnotatet.

Lægemidlers pris eller deres tilskudsstatus indgår ikke i vurderingen.

Her kan du læse mere om metoden for Den Nationale Rekommandationsliste.

Rekommandationerne har været i offentlig høring.

Relaterede nyheder