Gå til hovedindhold

Høring: Anbefalinger om farmakologisk behandling af kroniske nociceptive smerter

Nye anbefalinger for valg af lægemidler til behandling af kroniske nociceptive smerter i offentlig høring.

Sundhedsstyrelsen sender nye anbefalinger for valg af lægemidler til behandling af kroniske nociceptive smerter i offentlig høring.

”De nye anbefalinger skal give læger i almen praksis et opdateret grundlag ved farmakologisk behandling af patienter med kroniske nociceptive smerter såsom slidgigt eller kroniske lænderygsmerter. Der er ikke tale om en behandlingsvejledning, men anbefalinger der kan støtte lægen i valget af lægemiddel inden for de enkelte lægemiddelgrupper (fx NSAID og opioider), der er til størst gavn for patienterne. Non-farmakologiske tiltag bør være en central del af smertebehandlingen ved kroniske nociceptive smerter, og farmakologisk behandling bør aldrig stå alene”, siger farmaceut Simon Tarp fra IRF i Sundhedsstyrelsen.   

Anbefalingerne indgår i Den Nationale Rekommandationsliste (NRL), der er en liste, der skal hjælpe med at træffe beslutning om valg eller fravalg af et lægemiddel inden for en given lægemiddelgruppe til en konkret patientgruppe.

Lægemidlers pris eller deres tilskudsstatus indgår ikke i vurderingen.

Anbefalingerne er udarbejdet af IRF i Sundhedsstyrelsen i samarbejde med en række eksterne specialister.

Se metodebeskrivelse for NRL

Baggrundsnotatet er i høring frem til den 19. december 2017.

Høringsmateriale

Se høringsmaterialet på høringsportalen




Relaterede nyheder