Høring: Udredning og behandling af personer med alkoholafhængighed og psykisk lidelse
Sundhedsstyrelsen sender en national klinisk retningslinje i høring om udredning og behandling af personer, der både er alkoholafhængige og har en psykisk lidelse.
Sundhedsstyrelsen sender en national klinisk retningslinje i høring om udredning og behandling af personer, der både er alkoholafhængige og har en psykisk lidelse.
Der er i Danmark omkring 140.000 personer med alkoholafhængighed, hvoraf cirka halvdelen skønnes samtidig at have en psykisk lidelse. Personer med samtidig alkoholafhængighed og psykisk lidelse oplever forværrede psykiske symptomer og har en højere dødelig end personer med enten alkoholafhængighed eller psykisk lidelse. Herudover kan samtidig alkoholafhængighed og psykisk lidelse medføre alvorlige sociale problemer.
Behandlingssystemet har haft vanskeligt ved at give personer, der både har alkoholafhængighed og psykisk lidelse, relevante behandlingstilbud. I det psykiatriske behandlingssystem kan alkoholafhængigheden opleves som en barriere for behandling af den psykiske lidelse. På samme måde kan personer med psykisk lidelse opleves som vanskelige at behandle i alkoholbehandlingsinstitutioner.
Anbefaling om en koordineret behandling
Formålet med retningslinjen er at beskrive den foreliggende evidens og komme med anbefalinger for udvalgte elementer inden for udredning og behandling af personer med samtidig alkoholafhængighed og psykisk lidelse.
I retningslinjen anbefales det blandt andet, at personer med samtidig alkoholafhængighed og psykisk lidelse tilbydes en integreret/koordineret behandling, hvor alkoholafhængigheden og den psykiske lidelse behandles samtidigt. Det er ikke god praksis at afvise personer fra behandling af en psykisk lidelse, hvis de samtidig har en alkoholafhængighed, eller at afvise personer fra behandling af alkoholafhængighed, hvis de samtidig har en psykisk lidelse.
Retningslinjen anbefaler derudover, at sundhedspersonalet systematisk opsporer alkoholafhængighed i forbindelse med udredning og behandling af psykisk lidelse, og at der ligeså sker en systematisk opsporing af psykisk lidelse i forbindelse med udredning og behandling af alkoholafhængighed.
Desuden indeholder retningslinjen anbefalinger vedrørende døgnbehandling, dialektisk adfærdsterapi, dobbeltfokuseret skematerapi, inddragelse af familie/netværk i behandlingen, udgående/opsøgende indsatser, efterbehandling/opfølgning samt brug af acamprosat og naltrexon i tillæg til samtalebehandling.
Retningslinjen er i høring frem til den 24. november 2015.