Udredning og behandling af demens
Sundhedsstyrelsen offentliggør en national klinisk retningslinje for udredning og behandling af demens. Retningslinjen dækker forskellige faser i patientforløbet, herunder udredning og diagnostik, ikke-farmakologiske indsatser, farmakologisk behandling samt indsatser rettet mod de pårørende.
Anbefaler både gængs og ny praksis
Nogle anbefalinger i retningslinjen understøtter gængs praksis på området. Andre fastslår, at en praksis ikke er hensigtsmæssig. Endelig er der anbefalinger, der peger i retning af at etablere en ny praksis på området. Retningslinjen dækker Alzheimers sygdom, frontotemporal demens, Lewy body demens, demens ved Parkinsons sygdom og vaskulær demens. Sundhedsstyrelsen regner med, at de udgør cirka 90 procent af alle demenstilfælde.
Demens i tal
I dag er cirka 87.000 danskere diagnosticeret med en demenssygdom. Vi forventer, at antallet stiger til cirka 130.000 i 2030 som følge af væksten i andelen af ældre i befolkningen. Cirka 15.000 danskere udvikler en demenssygdom hvert år. Vi forventer, at dette antal stiger tilsvarende. Det betyder, at der vil blive et øget behov for at udrede, diagnosticere og behandle personer med demens.
Links
Nationalt Videnscenter for demens
Sundhedsstyrelsens MTV om udredning og behandling af demens fra 2008
National handlingsplan for demensindsatsen
Information om demens
Demens er en fællesbetegnelse for en række sygdomstilstande. Demens er karakteriseret ved, at mentale funktioner er og bliver ved med at være svækkede.
Målgruppe for retningslinjen
Retningslinjen er primært rettet mod primærsektoren og hovedfunktionsniveauet i sygehussektoren.
Målgruppen er personer, der er involverede i at støtte og behandle personer med demens, blandt andet:
- Sundhedsfagligt personale, der arbejder med at udrede, behandle, pleje eller træne personer med demens
- Kommunalt ansatte der er i kontakt med personer med demens og pårørende
- Beslutningstagere og planlæggere