Gå til hovedindhold

Ny prognose: Stigning i antallet af speciallæger

Antallet af speciallæger i Danmark forventes at stige med 47 procent frem mod år 2035, mens det totale antal læger forventes at stige med 34 procent. Det viser en ny prognose, som Sundhedsstyrelsen har udarbejdet i samarbejde med Prognose- og Dimensioneringsudvalget under det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse.

Stigningen i antallet af speciallæger skyldes primært:

  • Der er i dag flere uddannelsespladser og dermed flere læger under videreuddannelse
  • Lægerne går senere på pension
  • Speciallæger bliver uddannet hurtigere end tidligere. Det skyldes blandt andet, at lægerne er hurtigere til at begynde på deres hoveduddannelse
  • Der er et øget optag på universiteterne


Prognosen viser den forventede effekt af de tiltag, der er gjort for at øge udbuddet af speciallæger. Der forventes derfor en årlig vækst i antallet af speciallæger på 1,7 procent, hvilket svarer til den gennemsnitlige årlige vækst i beskæftigelsen i perioden 2001-2010. Hvis behovet fremover stiger i samme takt som den historiske vækst i antallet af beskæftigede speciallæger, kan det forventes, at der på sigt vil være balance mellem udbud og efterspørgsel. Ved en mindre stigning vil der være risiko for en overproduktion af speciallæger.

Fremskrivningerne viser dermed, at vi kan forvente en væsentlig stigning i antallet af læger og speciallæger pr. 1.000 indbyggere. Det er dog ikke ensbetydende med, at problematikken vedrørende manglen på speciallæger på landsplan er løst. Manglen på speciallæger er typisk størst i områder uden for universitetsbyerne og generelt større i provinsen. Den tendens forventes at fortsætte, dog på sigt i mindre omfang end hidtil. Den ny sygehusstruktur og den faktiske regionale udvikling i efterspørgslen de kommende år indgår ikke i prognosen, men vil være afgørende for balancen mellem udbud og efterspørgsel.

Prognosen for læger og speciallæger i perioden 2012-2035, er en opdatering af den seneste Lægeprognose 2010-2030. Der er ikke markante forskelle mellem nuværende og tidligere prognose i det samlede antal af læger og speciallæger, hverken på kort eller lang sigt. Der er dog sket en række omfordelinger i antallet af speciallæger inden for de enkelte specialer, som følge af at dimensioneringsplanen 2013-2017 er blevet implementeret. Planen har fordelt uddannelsesforløbene mellem de 38 lægelige specialer. 

Sundhedsstyrelsen følger løbende udviklingen på det lægelige arbejdsmarked og vil på baggrund af prognosens fremskrivninger drøfte med Prognose- og Dimensioneringsudvalgets medlemmer, hvorvidt der overfor Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser er behov for at anbefale et ændret optag på medicinstudiet.

Links

Lægeprognose – Udbuddet af læger og speciallæger 2012-2035

Relaterede nyheder