Lavere overlevelse for danske kvinder med brystkræft
Kvinder i Danmark og Storbritannien har haft en lavere overlevelse efter brystkræft, end kvinder i Australien, Canada, Norge og Sverige i perioden 2000-2007. Det viser et nyt videnskabeligt studie, som offentliggøres i dag i British Journal of Cancer. Studiet er udført af International Cancer Benchmarking Partnership, som Sundhedsstyrelsen deltager i og har medfinancieret.
Tre-års overlevelsen for danske kvinder var 89 procent, hvilket var på niveau med Storbritannien, men lavere end i de andre fire lande, der lå på 91-94 procent. Studiet undersøgte, om forskellene mellem landene kunne forklares ved forskelle i sygdomsstadie på diagnosetidspunktet, og fandt at kun 30 procent af danske kvinder blev diagnosticeret i tidligt sygdomsstadie (stadium I), sammenlignet med 42-45 procent i de andre fem lande.
Ifølge forskerne kan en medvirkende forklaring på den lavere overlevelse blandt danske kvinder være, at kvinderne bliver diagnosticeret i senere stadier, formentlig på grund af at Danmark, som det eneste land i undersøgelsen, ikke havde udrullet et nationalt screeningsprogram for brystkræft før 2007.
Kvaliteten af behandlingen kan også forklare noget af forskellen mellem landene, men studiet peger på, at det først er fremmeste er tilfældet for Storbritannien, hvor den specifikke overlevelse for de enkelte sygdomsstadier generelt lå lavere end de øvrige seks lande.
Studiet er baseret på data fra 257.362 kvinder, der fik diagnosticeret brystkræft i årene 2000-2007, for danske kvinders vedkommende dog kun data for fire-års perioden 2004-2007.
Link
Link til artiklen i British Journal of CancerFakta om screening for brystkræft
Screening for brystkræft med mammografi har siden 2009 været tilbudt til alle kvinder i Danmark i aldersgruppen 50-69 år. Mammografi er en standardiseret røntgenundersøgelse af brysterne, som tilbydes hvert andet år til kvinder uden symptomer. Mammografiscreening nedsætter ikke risikoen for brystkræft, men kan afsløre kræft i tidligere faser, det vil sige på et tidspunkt, hvor kvinden ikke har symptomer, og hvor risikoen for, at sygdommen har spredt sig, er mindre. Derved øges muligheden for helbredelse.
Kvaliteten af behandlingen følges blandt andet af en landsdækkende klinisk kvalitetsdatabase for brystkræft. Kræftbehandlingen i Danmark har fået et løft med indførelse af pakkeforløb, der har været med til at skabe hurtigere og veltilrettelagte forløb for en række patienter.
Information om brystkræftscreening på Sundhedsstyrelsens hjemmeside