Kampagne skal give mænd med kort uddannelse mere viden om symptomer på kræft
Har du blod i afføringen? Så skal du gå til lægen med det samme – ”Rigtige mænd går til lægen”. Det er et af budskaberne i en ny kampagne rettet til mænd over 55 år med kort uddannelse. Kampagnen skal øge kendskabet til udvalgte kræftsymptomer blandt mændene og få dem til at søge læge, hvis de har symptomer, der kan være tegn på kræft.
Og der er behov for mere viden om kræftsymptomer blandt mænd med kort uddannelse. Generelt er de bedst uddannede og bedst stillede bedre informeret end personer med kort uddannelse og ringere levevilkår.
En undersøgelse foretaget af Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet for Sundhedsstyrelsen viser, at personer med kort uddannelse har et mindre kendskab til symptomer på kræft end personer med en mellemlang eller lang uddannelse. Desuden fremgår det, at mænd har et mindre kendskab til symptomer på kræft, end kvinder har og generelt også er dårligere til at komme til lægen. Også her spiller uddannelse ind. Der er en tendens til, at de lavest uddannede vil vente længst.
Mændene efterlyser selv mere viden om kræftsymptomer. En undersøgelse, som Advice A/S har foretaget for Sundhedsstyrelsen, viser, at 58,9 procent vurderer, at de ved noget, men ikke nok, og 23,7 procent vurderer, at de ved alt for lidt.
Med kampagnen ønsker Sundhedsstyrelsen også, at der kommer mere fokus på kræftsymptomer, da det kan medvirke til, at det bliver nemmere at tale om, og dermed også øger viden om noget, der kan være svært at tale om.
Kampagnen sætter fokus på en række udvalgte kræftsymptomer med hovedvægt på følgende symptomer:
- Blod i afføringen: tarmkræft
- Blod i urinen: blære og urinvejskræft
- Vedvarende hoste (hoste i mere end 4 uger): kræft i luftveje og lunger.