Børnevacciner sendes i udbud
Statens Serum Institut har meldt om tekniske problemer med produktion af den poliovaccine (Pol), som skulle indgå i to af vaccinerne til det danske børnevaccinationsprogram. Der skal derfor midlertidigt findes en anden leverandør, hvorfor SSI sender vaccinen i EU-udbud.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at et midlertidigt skift af vaccineleverandør er uden større problemer for det danske børnevaccinationsprogram.
Når de nuværende lagre af vaccinerne er opbrugt, vil Statens Serum Institut i en periode ikke kunne levere den nuværende DiTeKiPol/HIB vaccine, der gives til børn i alderen 3, 5 og 12 måneder og DiTeKiPol booster-vacciner, der gives til børn i 5-års alderen. Vaccinerne beskytter mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio og Hib-infektion.
Udleveringen af de SSI-producerede vacciner forventes at ophøre primo 2014, hvorefter leverancen af de to vacciner vil ske med tilsvarende godkendte vacciner fra udenlandske producenter. Det sikres gennem EU-udbuddet.
De praktiserende læger skal foreløbigt forsætte vaccinationer som hidtil med de nuværende vacciner.
Der findes to andre producenter på det internationale marked, som har vacciner, der svarer til dem, der normalt bruges i det danske vaccinationsprogram. Disse producenters vacciner bruges i vore nabolande.
Når resultatet af udbuddet kendes, vil der komme mere detaljeret vejledning om, hvordan de nye vacciner skal indpasses i det danske børnevaccinationsprogram.
Links
Information på Statens Serum Instituts hjemmeside
Epi-nyt uge 42, 2013, vedrørende udbud på to vacciner til børnevaccinationsprogrammet