Gå til hovedindhold

Vores opgave

De teknologiske fremskridt har særligt de seneste år taget fart og fordrer i stigende grad etiske overvejelser, der går på tværs af forskning, data, sundhed og bioteknologi. Samtidig bliver den teknologiske, fysiske og biologiske verden vævet mere og mere ind i hinanden, og vejen er kortere fra innovation i laboratoriet, til anvendelse i sundhedsvæsenet og udbredelse til hele samfundet.

Det giver nye muligheder, men det er også vigtigt, at etikken udgør et bærende element, før det griber ind i vores liv og hverdag.

De etiske problemstillinger, som møder os nu og fremover, kræver både videnskabelig evidens, konkret erfaring med relevante teknologier, juridisk sagkundskab og filosofisk refleksion. For at imødegå udviklingen har Danmark med etableringen af Nationalt Center for Etik, som det første land i verden, givet etikken en fælles forankring.

Ved at samle de fornødne kompetencer og ekspertise under samme tag, er der blevet skabt en stærkere platform til at sætte etiske overvejelser på dagsordenen ikke kun i Danmark, men også internationalt.

Vores opgave er at sætte fokus på og værne om de etiske principper og værdier, vores samfund er rundet af. Det gør vi blandt andet ved at rådgive myndigheder, når der skal udarbejdes nye lovforslag. Vi skaber debat og bidrager til folkeoplysning om etiske og videnskabsetiske problemstillinger inden for centerets ansvarsområde. Vi bidrager til at sikre forsøgspersoners rettigheder og forskningsprojekters videnskabelige integritet. Vi er på forkant og tager stilling til morgendagens etiske dilemmaer, vi afgiver anbefalinger til fremme af væsentlige etiske værdier og principper, og vi udarbejder rapporter, redegørelser og artikler, der skal være med til at sikre, at de demokratisk vedtagne beslutninger er funderet på relevante etiske standarder og overvejelser.

Målet er at fremme etikken og give den en vægtig stemme, så vi kan se os selv og kommende generationer i øjnene, når vi om nogle år kigger tilbage på de rammer, vi sammen satte for udviklingen.

Etiske dilemmaer

Vælg et emne nedenfor og læs mere om nogle af de spændende emner, som vi beskæftiger sig med i Nationalt Center for Etik:

1/0
Designerbørn

Efter den menneskelige arvemasse første gang blev kortlagt i 2003 blev der åbnet for mulighederne for at ændre i menneskets gener for at forhindre arvelige sygdomme. Med den nyere CRISPR-teknologi kan man fjerne sygdomme, handicaps og andre uønskede egenskaber hos fostret. Men teknologien gør det også muligt at fremelske kosmetisk attraktive og ønskede egenskaber som fx en bestemt øjenfarve.I fremtiden vil man sandsynligvis også kunne kode for fx højde, højere intelligens og musikalitet. Denne klippe-klistre-metode i menneskets gener rejser en lang række etiske problemstillinger, for hvad betyder det for den almindelige menneskelighed i samfundet, når man kan anvende teknologi til at bortsortere uønskede egenskaber? Hvor går grænsen for teknologiens muligheder, og hvornår anvender man teknologiens muligheder humant, og hvornår gør man ikke?

Etisk Råd