... fordi det er godt at komme forberedt

Sexsygdomme findes i alle aldersgrupper, og det er vigtigt at beskytte sig hele livet. I Danmark er der hvert år mellem 30.000 og 35.000 tilfælde af klamydia og ca. 5.000 tilfælde af gonorré. Selvom sygdommene er hyppigst blandt unge, ses en mindre stigning blandt personer over 35 år.
At passe på sig selv og sin partner er en naturlig del af et sundt og godt sexliv.
Tre gode råd til at forebygge sexsygdomme
Brug kondom
Når du bruger kondom, passer du både på dig selv og på din partner. Du beskytter jer mod klamydia og andre sexsygdomme som gonorré, syfilis og hiv. Kondomet er en enkel og tryg måde at passe på hinanden – og det sender samtidig et kærligt signal om omsorg og ansvarlighed.
Bliv testet, hvis du tror, du er smittet
At blive testet handler om at tage hånd om både dit eget og andres helbred. Mange sexsygdomme kan være usynlige uden symptomer, men de kan stadig smitte. Ved at blive testet kan du finde ud af om du er smittet og komme i behandling, inden du når at give smitten videre.
Fortæl det til dem, du har haft sex med, hvis du er smittet
Det kræver mod og omtanke at fortælle, at man er smittet – men det er en vigtig måde at passe på andre på. Når du deler informationen, giver du dine tidligere partnere mulighed for at blive testet og behandlet, så smitten ikke breder sig. Det er en handling, der viser både ansvar og omsorg.

Om sexsygdomme
Der er mellem 30.000 og 35.000 tilfælde af klamydia og ca. 5000 tilfælde af gonorre om året i Danmark. Det er hyppigst hos unge, men optræder i alle aldersgrupper.
Udviklingen i antallet af tilfælde af gonorré og klamydia viser, at der er en mindre relativ stigning fra 2015 til 2024 blandt personer over 35 år.
Det er en naturlig del af et sundt og godt sexliv at beskytte sig selv og sin partner mod sexsygdomme.