xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
English

Anbefalinger for behovsvurdering i den afklarende samtale

I satspuljeaftalen for 2017-2020 er der afsat midler til en national diabeteshandlingsplan, herunder til et initiativ vedrørende behovsvurdering i den afklarende samtale i kommunen.

09 JAN 2019

Initiativet skal ses i sammenhæng med Sundhedsstyrelsens anbefalinger for forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom, hvori det anbefales, at borgere med kronisk sygdom, der ud fra en sundhedsfaglig vurdering af funktionsevne og helbredsforhold kan have gavn af et forebyggelsestilbud, bør henvises til en afklarende samtale med en sundhedsprofessionel i kommunen.

Situation, funktionsevne og forudsætninger varierer hos borgere med diabetes eller andre kroniske sygdomme. Det er derfor væsentligt, at der foretages en behovsvurdering i den afklarende samtale, hvor den enkelte borgers behov, ressourcer og ønsker af-dækkes med henblik på at kunne tilrettelægge et forebyggelses- og rehabiliteringsforløb, der passer til borgeren. I den afklarende samtale vil den sundhedsprofessionelle i kommunen derfor vurdere borgerens behov samt tilrettelægge et individuelt tilpasset forebyggelses- og rehabiliteringsforløb i dialog med borgeren.

På baggrund af dette har Sundhedsstyrelsen udarbejdet anbefalinger for behovsvurdering i den afklarende samtale. Anbefalingerne er målrettet sundhedsprofessionelle og ledere, der arbejder med og har ansvaret for de afklarende samtaler.

Formålet med anbefalingerne for behovsvurdering i den afklarende samtale er at styrke en systematisk og ensartet tilgang i den afklarende samtale i kommunen, som borgere med diabetes og øvrige kroniske sygdomme kan henvises til fra deres egen læge eller sygehuslæge.