xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ny chef for Enhed for Beredskab og smitsomme sygdomme i Sundheds­styrelsen

Bolette Søborg tiltræder som chef i Sundhedsstyrelsen.

06 JAN 2021

Enhed for Beredskab og smitsomme sygdomme er en nyetableret enhed med et meget stort ansvar for både den nuværende og fremtidige håndtering af smitsomme sygdomme og beredskab. Bolette Søborg kommer med den helt rette faglige baggrund med stærke kompetencer indenfor folkesundhed, infektionssygdomme og epidemiologi. Bolette vil indgå i chefgruppe og får ledelsesansvaret for den overordnede faglige og strategiske udvikling af området. 

”Håndteringen af COVID-19 epidemien har været og er en meget stor og vigtig opgave for Sundhedsstyrelsen. Vi har en klar forventning om, at vi også fremadrettet vil få store opgaver med håndtering af smitsomme sygdomme, hygiejne og andre beredskabssituationer. Derfor har vi etableret en ny enhed, som vil have et stærkt fagligt og strategisk fokus på området. Bolette har løftet en meget væsentlig opgave, både fagligt, kommunikativt og ledelsesmæssigt under COVID-19 epidemien og kommer med den helt rette baggrund i forhold til at løfte denne store opgave. Jeg er meget glad for, at Bolette har lyst til at være chef i Sundhedsstyrelsen,” siger direktør Søren Brostrøm.

”COVID-19 epidemien har synliggjort, hvor mange væsentlige opgaver Sundhedsstyrelsen varetager indenfor sundhedsberedskabet, bekæmpelse af smitsomme sygdomme samt tilrettelæggelse af vaccinationsprogrammer. Vi har fået en masse erfaringer undervejs, og sammen med de mange engagerede og dygtige medarbejdere i Enhed for Beredskab og smitsomme sygdomme ser jeg frem til at omsætte det til at styrke og forbedre Sundhedsstyrelsens fremtidige arbejde på områderne. Jeg ser det som et stort privilegie at blive chef i Sundhedsstyrelsen,” udtaler Bolette Søborg.