Den første vaccine mod COVID-19 er godkendt og klar til brug i Danmark
Efter anbefaling fra Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, er den første vaccine mod COVID-19 nu blevet godkendt af EU-kommissionen. Dermed kan Danmark snart begynde at vaccinere de første personer mod COVID-19.
EU-kommissionen har netop godkendt BioNTech/Pfizers vaccine mod COVID-19. Det betyder, at den største danske vaccinationsindsats i Danmark snart kan begynde.
”Det er en fantastisk nyhed, at vi nu har en godkendt vaccine mod COVID-19 i Danmark. Vaccination bliver starten på enden for epidemien, og derfor går vi alle sammen og venter på den med det håb, at vi kan vende tilbage til en mere normal hverdag. Og får vi vaccinen inden for de nærmeste dage, går vi øjeblikkeligt i gang,” siger direktør Søren Brostrøm.
I første omgang får Danmark en begrænset mængde vacciner. Derfor vil der gå noget tid, før alle danskere kan blive tilbudt vaccination. I begyndelsen vil vaccination derfor blive tilbudt til ældre og til det personale i sundheds-, ældre- og omsorgssektoren, der har tæt kontakt til de mest sårbare borgere. Som tiden går vil flere og flere borgere blive tilbudt vaccination mod COVID-19 i takt med, at flere vacciner kommer til Danmark.
”Vi forventer, at vi relativt hurtigt kan se en effekt på, hvor mange der bliver smittet med COVID-19 i de risikogrupper, som først får vaccinen. Der er alvorlige udbrud på flere plejehjem og blandt de allerældste, og dér tror vi, at vi vil se en effekt, når vi går i gang med vaccinationerne,” siger Søren Brostrøm.
Sådan kommer vaccination til at foregå
Når vi kan begynde at vaccinere i Danmark, bliver der oprettet vaccinationscentre rundt omkring i landet, hvor de fleste personer vil kunne blive vaccineret. Men nogle vil få tilbuddet mere lokalt på fx plejehjem.
Hvis du er en af dem, der får tilbud om at blive vaccineret på et plejehjem eller lignende, vil du blive kontaktet af en fra din kommune, der vil planlægge vaccinationen med dig. Personer, der får tilbud om vaccination i kraft af deres arbejde, vil få besked af deres arbejdsgiver.
Når det er din tur til at blive vaccineret, vil du få besked om det i din e-boks. De personer, der er digitalt fritaget, vil få brev med posten.
Vaccinerne er sikre, selv om de er godkendt hurtigt
I Danmark bruger vi kun godkendte vacciner. Og for at en vaccine kan blive godkendt er det en forudsætning, at både effekt og sikkerhed er dokumenteret i meget store videnskabelige studier, og at fordelene overstiger mulige ulemper.
Læs mere om vaccination mod COVID-19 på sst.dk/covid-vaccination
Læs mere om godkendelse af vacciner mod COVID-19 på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside: Vacciner mod COVID-19
Husk fortsat at følge rådene til at forebygge smitte
- Vask hænder / brug håndsprit
- Hold afstand
- Bliv hjemme, hvis du er syg
- Vær opmærksom på rengøring
- Host og nys i ærmet
- Begræns fysisk kontakt
Filmen 'Værd at vide om vacciner'
Filmen ’Værd at vide om vacciner’ - om hvordan vaccinerne virker generelt