xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Fællesskabs­klippekort skal hjælpe endnu flere ældre ud af ensomhed

Kommuner kan igen søge midler til at tilbyde ældre hjemmehjælpsmodtagere et såkaldt ”fællesskabsklippekort”. Det skal hjælpe dem med at komme ud og deltage i sociale aktiviteter.

01 FEB 2019

Ensomhed kan have store konsekvenser for både den enkelte og for samfundet. Forskning viser, at ensomhed hænger sammen med blandt andet hjerte-kar-sygdom, demens, symptomer på depression og øget kontakt med sundhedsvæsenet. Man ved samtidig, at ensomhed er særligt udbredt blandt ældre hjemmehjælpsmodtagere. 

Derfor fik kommuner tilbage i 2018 mulighed for at søge midler til at tilbyde hjemmehjælpsmodtagerne et såkaldt fællesskabsklippekort. For at endnu flere ældre kan få gavn af muligheden, inviteres kommuner nu igen til at søge.

Med fællesskabsklippekortet kan medarbejdere i hjemmeplejen give de ældre hjemmehjælpsmodtagere, som oplever ensomhed, udvidet vejledning om kommunale eller frivillige tilbud og aktiviteter. Klippekortet kan også bruges til, at medarbejdere i hjemmeplejen tager med borgerne til kommunale aktiviteter eller tilbud i frivillige foreninger. Det kan fx være mandeklubber, ’cykling uden alder’, spisevenner, seniornetværk mv. Formålet er at støtte og styrke de ældres mulighed for at deltage i civilsamfundets aktiviteter og på den måde afhjælpe ensomhed. 

”Hjemmehjælpsmodtagere, der er ensomme, kan opleve en række barrierer i forhold til at komme afsted og deltage i sociale aktiviteter. Nogle borgere kan fx have behov for at blive hentet hjemme – både for at komme afsted, men også for at opleve den tryghed, der kan være forbundet med at blive ledsaget. For nogle kan det også være en hjælp til at føle sig velkommen og inkluderet i fællesskabet. En barriere kan også være et plejebehov, der kræver professionel hjælp under en aktivitet”, siger Stine Schou Mikkelsen, projektleder i Sundhedsstyrelsen.

Information om puljen

Puljen til fælleskabsklippekort er en del af satspuljeaftalen på ældreområdet for 2019-2022, og der er afsat i alt 20,3 mio. kr. Der blev også sidste år afsat midler (28,3 mio. kr.) til fællesskabsklippekort på satspuljeaftalen for 2018-2021. Disse blev udmøntet til ti kommuner i 2018.

Puljen kan søges af kommuner, og fællesskabsklippekortet skal kunne anvendes af hjemmehjælpsmodtagere, uanset om de har en offentlig eller privat leverandør af hjemmepleje. De ti kommuner der fik tildelt midler til fællesskabsklippekort i 2018, kan dog ikke søge igen.

Ansøgningsfristen er den 1. april 2019 kl. 12.00.

Læs mere om puljen her