Fokus på kroniske lænderygsmerter
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet nye faglige anbefalinger for tværsektorielle forløb for mennesker med kroniske lænderygsmerter.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet nye faglige anbefalinger for tværsektorielle forløb for mennesker med kroniske lænderygsmerter.
Mennesker der har kronisk ondt i lænderyggen er meget forskellige og kan derfor have forskellige behov for indsatser. De nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen skal medvirke til, at mennesker med kroniske lænderygsmerter får forløb af høj, ensartet kvalitet og til at skabe sammenhængende forløb.
”De mennesker, der har kroniske smerter i lænderyggen, har vidt forskellige forløb. Nogle har konstant ondt i lænderyggen og kan ikke klare dagligdags aktiviteter. Andre kan have tilbagevendende smerter, men som også påvirker dem så meget, at de ikke kan lave det, de gerne vil. De forskellige behov betyder, at det er vigtigt, at hele forløbet bliver tilpasset den enkelte, så de får de rette indsatser. Det skal de nye anbefalinger blandt andet bidrage til. Samtidig skal de give sundhedsvæsenets aktører en klarhed over, hvilke tilbud der kan hjælpe borgerne,” siger Kirsten Hansen, der er sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.
Anbefalingerne er Sundhedsstyrelsens faglige rådgivning, og er baseret på den aktuelt bedste viden med henblik på at skabe kvalitet i behandling, forebyggelses- og rehabiliteringstilbud samt opfølgning.
Anbefalingerne er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen i samarbejde med en bredt sammensat arbejdsgruppe.
Målgruppen for anbefalingerne er sundhedsfaglige ledere, planlæggere og sundhedspersonale, der beskæftiger sig med mennesker med kroniske lænderygsmerter - på sygehusene, i almen praksis og speciallægepraksis samt i kommunerne.
Anbefalinger: Anbefalinger for tværsektorielle forløb for mennesker med kroniske lænderygsmerter (2017)