Engelsk

National klinisk retningslinje: Analinkontinens hos voksne

Ny retningslinje beskriver effekt og skadevirkninger ved forskellige behandlinger af analinkontinens hos voksne.

26 MAR 2015

Ny retningslinje beskriver effekt og skadevirkninger ved forskellige behandlinger af analinkontinens.

Analinkontinens defineres som manglende evne til at holde på luft eller afføring. Det er psykisk belastende og begrænser både den fysiske og sociale aktivitet. Emnet er tabubelagt, og det betyder, at mange mennesker med analinkontinens afholder sig fra at tale om det, og det kan være svært for sundhedspersonalet at få spurgt ordentligt ind til problemet.

For at øge den evidensbaserede viden og reducere emnets tabubelagte karakter udgiver Sundhedsstyrelsen nu en national klinisk retningslinje, der beskriver effekter og eventuelle skadesvirkninger af en række basale behandlingstilbud til analinkontinente som f.eks. indtagelse af psyllium-frøskaller, loperamid, laksantia, analtømning og bækkenbundstræning.

Konkret anbefaler retningslinjen at anvende psyllium-frøskaller som førstevalg fremfor loperamid.  Effekten af de to produkter vurderes at være den samme, mens de mulige skadesvirkninger ved loperamid vurderes større. Derudover anbefaler retningslinjen, at bækkenbundstræning tilbydes til kvinder, der lige har født samt til andre med analinkontinens, som ønsker at afprøve dette.

Retningslinjen anbefaler desuden, at oral laksantia altid forsøges til inkontinente plejehjemsbeboere inden analtømning afprøves. Endelig bør man overveje at henvise kvinder med ny-opstået analinkontinens efter fødsel til en ultralydskikkertundersøgelse, fordi det er usikkert om en udvendig undersøgelse alene er tilstrækkelig til at opdage skader på lukkemusklen

Fakta om analinkontinens

Analinkontinens er ofte aldersbetinget, men kan også opstå som følge af fødselsskader, kirurgi, strålebehandling i området eller neurologisk sygdom. Forekomsten af analinkontinens blandt voksne i Danmark er ukendt, men det formodes, at den er på niveau med andre vestlige lande. Et hollandsk studie fra 2004 viste, at 6 % af hjemmeboende borgere over 60 år ikke kunne holde på afføringen, mens op mod hver anden plejehjemsbeboer oplevede samme problem.

Links

National klinisk retningslinje: Analinkontinens hos voksne

Quickguide: Analinkontinens hos voksne