Fagpersoner i psykiatrien
I psykiatrien arbejdes der med stort engagement og høj faglighed for, at patienter får den bedst mulige behandling. På trods af professionalismen kan man som patient opleve stigmatisering i mødet med personalet. Det er ofte utilsigtet fra personalets side, og vi ved, at alle ønsker at gøre deres bedste. Her kan du finde inspiration til at fremme dialog og refleksion over, hvordan man som fagperson i hverdagens sprog, kultur og adfærd kan blive mere opmærksom på stigmatisering og selvstigmatisering samt arbejde målrettet med at fremme afstigmatisering.
Illustration af Frits Ahlefeldt
Refleksion om stigmatisering i psykiatrien
Danske og internationale undersøgelser viser, at sundhedspersonale, herunder personalet i psykiatrien, ikke adskiller sig fra befolkningen i almindelighed, hvad angår stigmatisering af mennesker med psykiske lidelser og deres pårørende.
Stigmatisering og fordomme om psykisk lidelse kan føre til:
- Afstandtagen fra omgivelserne og eksklusion fra samfundslivet
- Selvstigmatisering som fører til tab af netværk, ensomhed og lavt selvværd
- Modvilje mod at erkende sygdom og manglende motivation for at samarbejde om behandling
Fagpersoner i psykiatrien har den tætte kontakt, men forvalter også en magtposition. De har derfor en stor påvirkningsmulighed i forhold til patienternes selvopfattelse og kan risikere at fremme selvstigmatisering. Det er derfor vigtigt, at man har en refleksion om, hvordan man møder patienten samt hvordan tonen og kulturen er på afdelingen.
Stigmatisering er ofte utilsigtet og kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Patienter kan opleve at blive talt ned til og ikke blive involveret i beslutninger omkring egen behandling. Man kan også opleve at blive identificeret med sin sygdom frem for at blive set som et menneske, der har en psykisk lidelse, hvor bedring eller helbredelse er mulig. Det skaber en risiko for, at patienten kan opleve et manglende fokus på ressourcer og bedringsmuligheder, som kan fremme selvstigmatisering og hæmme recoveryprocessen. Fagpersonerne har her en vigtig rolle i at være håbsbærer for patienten og i at tro på, at patienten kan komme sig helt eller delvist fra sin psykiske lidelse.
- Fagpersoners opfattelse af en patients bedringsperspektiver har betydning for graden af stigmatisering.
- Tonen på afsnittet og den måde patienterne omtales på påvirker fagpersonernes opfattelse af patienternes bedringsmuligheder.
- Italesættelse af fordomme: I en EN AF OS-undersøgelse fra 2013 blandt 500 unge med personlige erfaringer med psykisk sygdom angiver 70%, at deres behandler ikke har talt med dem om fordomme.
Udgangspunktet er, at vi mennesker ikke stigmatiserer af ond vilje, og at vi gennem en erkendelsesproces kan få mere viden, nedbrudt vores fordomme og lære ny adfærd, som gavner patientens recoveryproces.
Gode råd til en afstigmatiserende tilgang
-
Formidl en tro på, at man kan komme sig
Når man selv eller ens nære har en psykisk lidelse, kan man i perioder miste håbet om, at det kan blive bedre. Der kan en fagperson være med til at bære håbet ved at fortælle, at man med den rette hjælp kan komme sig igen.
-
Vær åben for at psykiske lidelser rammer bredt og kan komme til udtryk på mange forskellige måder
Tag derfor udgangspunkt i den enkelte person, du sidder overfor, og vær nysgerrig på deres situation og behov.
-
Erkend at vi alle kan have fordomme og forsøg at erkend dine egne, da det er en forudsætning for at modvirke dem.
- Få besøg af en EN AF OS-ambassadør på din afdeling, som kan fortælle sine personlige erfaringer med fx at være indlagt i psykiatrien og den gode behandling. Ambassadøroplægget kan være et godt udgangspunkt for at starte en refleksion om egne fordomme, om tilgangen til patienterne og få et indblik i patientperspektivet.
Selvstigmatisering hos patienten
Selvstigmatisering opstår af de fordomme og myter, som findes i samfundet, og som man kan komme til at tage på sig og tro på som sande om én selv. Jo mere det at have en psykisk lidelse bliver den primære identitet, jo større er risikoen for selvstigmatisering. Hvis ikke selvstigmaitseringen bliver håndteret, vil den være en barriere for stort set enhver behandling og rehabiliteringsindsats. Fagpersoner i psykiatrien har derfor en vigtig rolle i at gøre patienten bevidst om risikoen for selvstigmatisering, samt hjælpe med at bekæmpe den.
Selvstigmatisering kan påvirke patientens recoveryproces og hæmme mulighederne for at komme sig. Selvstigmatiseringen kan betyde, at patienten skjuler sin lidelse, afholder sig fra at opsøge sociale kontakter og undlader at søge job og uddannelse. Derfor er der et oplagt behov for, at fagpersoner i psykiatrien, som led i behandlingsindsatsen, er med til at italesætte, hvordan patienten kan håndtere mødet med fordomme omkring psykisk sygdom, hvordan patienten kan være åben omkring sin situation og sygdom på en måde, hvor sygdommen ikke bliver den helt overskyggende identitet, samt hvordan personen kan håndtere at imødegå stigmatisering fra omgivelserne.
Fagpersoner kan spille en afgørende rolle for erkendelse og bearbejdning af selvstigmatisering ved at:
- Hjælpe med at identificere og erkende selvstigmatisering. Hvilken historie fortæller personen om sig selv og den psykiske lidelse?
- Formidle en tro på, at man kan komme sig - og bære håbet, når patienten selv har mistet det
- Anerkende personen for at søge hjælp
- Undgå at møde personen med samme modstand, som de kan møde dig med. Selvom personen er afvisende eller tilbageholdende, betyder det ikke nødvendigvis, at de ikke vil have din hjælp.
Selvstigmatisering...
- Kan få patienten til at miste håbet og mindsker forventninger til fremtiden
- Er forbundet med en følelse af værdiløshed og fiasko, lavt selvværd og tab af selvtillid
- Indebærer social tilbagetrækning fra venner, familie eller steder, hvor personen ellers har holdt af at være sammen med andre
- Gør det vanskeligere at tale om psykisk lidelse og forhindrer den åbenhed, der kan hjælpe andre til at tilbyde støtte
Hvordan identificerer man selvstigmatisering hos patienten?
For at identificere selvstigmatisering hos patienten, kan du stille spørgsmålene:
-
Hvad betyder det for netop dig at have/at få en psykisk lidelse?
-
Ændrer din psykiske lidelse dine forestillinger om, hvem du er, og hvad du kan i livet?
-
Betyder din psykiske lidelse noget for de muligheder, du forestiller dig, at du har?
-
Hvad tror du, at din psykiske lidelse betyder for din familie?
-
Hvordan vil du gerne kunne fortælle om dig selv til andre?
Husk en opmærksomhed på tandsundhed
Psykofarmaka giver ofte mundtørhed, der kan medføre alvorlige tandproblemer og somatiske lidelser. Heldigvis kan problemerne forebygges – og her kan de primære fagpersoner spille en vigtig rolle i forhold til opmærksomhed på patienternes tandsundhed.
Det er afgørende, at fagpersoner, der er i kontakt med personer med psykiske lidelser, påtager sig et aktivt ansvar for:
- I samarbejdet med den enkelte patient at forholde sig til tandstatus som en naturlig del af personens hverdagsliv og helbred, f.eks. i sammenhæng med medicinsamtaler.
- At fremme en faglig kultur og praksis i hverdagen, som gør det let for patienter at få hjælp og støtte til at forebygge, at tandproblemer opstår.
- At henvise til den kommunale specialtandpleje og i øvrigt kende regler for tilskud til tandbehandling.