xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Hvordan påvirker lyset fra skærmen din hjerne?

Lyset, der kommer fra skærmen på dit fjernsyn, computer, mobil og tablet, kaldes “blåt lys”. Men hvad er blåt lys egentlig, og hvordan påvirker det hjernen?

Pige ser på telefon

Når det bliver aften, og mørket sænker sig, øges produktionen af søvnhormonet melatonin. Melatonin gør os søvninge, så vi kan sove og vågne friske og veludhvilede næste dag. Det anbefales, at teenagere i alderen 13-18 år sover 8-10 timer hver nat.

Alligevel viser en undersøgelse, at 23% af danske unge mellem 15-25 år sover mindre end 5 timer om natten på hverdage (kilde: Unges søvnvaner, Statens Institut for Folkesundhed, 2020).

Lyset fra en skærm består af flere farvetoner, og én af dem er det blå lys. Netop denne farvetone tolkes af hjernen som en form for dagslys, og derfor holder det os vågne. Det blå lys hæmmer produktionen af melatonin, så vi ikke føler os trætte. Man kan sige, at hjernen bliver narret til at tro, at det er dag, og den vil derfor forsøge at holde dig vågen.

Søvnhormonet melatonin

Melatonin er et hormon, som produceres af en lille kirtel i hjernen på størrelse med et riskorn. Melatonin styrer vores søvn og døgnrytme, ved at hjernen øger sin produktion, når det er mørkt, mens produktionen falder, når det bliver lyst. Når koncentrationen af melatonin er høj, bliver vi trætte og falder i søvn.

Mange telefoner har en “natfunktion”, som ændrer skærmens lys til et mere gulligt eller rødligt skær. Denne funktion kan typisk tidsindstilles, så skærmen automatisk overgår til aftenbelysning på et bestemt klokkeslæt. På den måde kan man mindske mængden af blåt lys om aftenen.

Manglende søvn har flere konsekvenser

 

Søvnmangel kan gå ud over indlærings- og hukommelsesevnen, hvilket giver dårligere skolepræstationer og skaber en højere grad af uoverskuelighed for teenageren i hverdagen. På længere sigt medvirker søvnmangel også øget risiko for blandt andet overvægt, sukkersyge og forhøjet blodtryk.

Læs også: Skab gode skærmvaner om aftenen

Læs også: Sundhedsstyrelsens rapport om skærm og søvn

Opdateret 24 MAR 2022

80,6%

af mænd i alderen 16-24 år kommer for sent i seng pga. underholdning fra mobiltelefon, tablet, computer, spillekonsol eller tv.

71,1%

af kvinder i alderen 16-24 år kommer for sent i seng pga. underholdning fra mobiltelefon, tablet, computer, spillekonsol eller tv.

32,6%

af kvinder i alderen 16-24 år bruger telefonen/bliver forstyrret af den, efter de har lagt sig til at sove.

32,1%

af mænd i alderen 16-24 år bruger telefonen/bliver forstyrret af den, efter de har lagt sig til at sove.