xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Der er nu gennemført lidt over 3,6 millioner vaccinationer, og vaccinationsindsatsen er stadig i gang

Sundhedsstyrelsen gør status over efterårets vaccinationsindsats mod covid-19, influenza og pneumokoksygdom.

09 DEC 2022

Efterårets og vinterens vaccinationsindsats har været i gang siden den 15. september, og aktiviteten har været særligt stor i oktober og november. Der er høj tilslutning til vaccination mod både covid-19, influenza og pneumokoksygdom.

Tæt på 1,9 millioner borgere er vaccineret mod covid-19, 1,6 millioner borgere er vaccineret mod influenza, og 200.000 borgere er vaccineret mod pneumokoksygdom. Det er hos de ældste, at vi ser den allerstørste tilslutning, da 89 procent af borgerne over 85 år har taget imod en booster mod covid-19 og 80 procent mod influenza.

Endnu flere blandt borgerne på plejehjem er blevet vaccineret, 92 procent mod covid og 85 procent mod influenza. Også de yngre aldersgrupper har en høj tilslutning: for covid-19 er den 77 procent for de 50-84-årige, og for influenza er den på 80 procent for de 65-84-årige.

Danmark ligger faktisk øverst blandt de nordiske lande, når det gælder tilslutningen til et booster-stik mod covid-19 blandt borgere over 60 år. Det samme gælder, når man kigger på tværs af landene i EU. 

”Vi er naturligvis glade for den høje tilslutning til dette efterårs vaccination. Det betyder, at der generelt i befolkningen er en god forståelse for vores anbefaling om at tage imod tilbuddene om vaccination, og at vi samlet set er lykkedes godt med vaccinationsindsatsen,” siger vicedirektør Steen Dalsgård Jespersen.

Man kan stadig nå at blive vaccineret inden julen

Julen står for døren, og der er stadig mulighed for at blive vaccineret.

”Vi forventer at se en stigende smitte henover vinteren med influenza og covid-19. Derfor anbefaler vi alle, der er i målgruppe for en vaccine, som endnu ikke har taget imod tilbuddet, sørger for at gøre det i tide og derfor inden for de næste par uger. Det giver den bedst mulige beskyttelse i befolkningen mod sygdom,” siger Steen Dalsgård Jespersen.

Hvor kan jeg blive vaccineret?

Der er forskellige steder, man kan blive vaccineret. Det kan f.eks. være på et regionalt vaccinationscenter, hos almen praktiserende læger og på apoteker. Nogle af regionernes og kommunernes arbejdspladser med sundheds- og plejepersonale som f.eks. sygehuse tilbyder vaccination direkte på arbejdspladsen.

Sundhedsstyrelsens Danmarkskort bliver løbende opdateret, så man kan se, hvor og hvornår man kan blive vaccineret. 

Danmarkskortet: Her kan du blive vaccineret

Vacciner.dk

Udrulning af vaccinationer mod covid-19, influenza og pneumokoksygdom