xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Stærk faglig profil som ny chef for evidensbaseret medicin

Britta Tendal Jeppesen tiltræder den 1. april som ny chef for Sundhedsstyrelsens enhed for evidensbaseret medicin (EBM)

12 FEB 2021
Britta Tendal Jeppesen kommer fra en ledende stilling i den australske National COVID-19 Clinical Evidence Taskforce og hun har stået i spidsen for det australske Cochrane-centers ”Living Guidelines program”. Derudover har Britta været initiativtager til det nordiske faglige netværk ”Guidelines International Network Nordic” i 2014, og har siden 2019 været bestyrelsesmedlem i det tilsvarende netværk for Australien og New Zealand ”GIN ANZ” ligesom hun fortsat er meget aktiv i det internationale Cochrane samarbejde. 
 
”Britta er en meget stærk faglig profil, og jeg er utrolig glad for, at Britta kommer tilbage til Sundhedsstyrelsen for at stå i spidsen for vores vigtige arbejde med evidensbaseret medicin. Britta har bred anerkendelse og stort netværk, både i Danmark og internationalt. Med Britta i spidsen er jeg sikker på, at vi som sundhedsmyndighed fortsat kan gå forrest med at sikre fagligt velfunderede vidensprodukter og anbefalinger. Og så er Britta også en meget stærk ledelsesprofil, og vi glæder os til at se, hvilke erfaringer hun bringer med hjem fra Australien,” udtaler Søren Brostrøm
 
Britta Tendal Jeppesen blev første gang ansat i Sundhedsstyrelsen i 2013, og frem til 2019 stod hun i spidsen for styrelsens arbejde med nationale kliniske retningslinjer. Fra 2018 til 2019 var hun konstitueret som sektionsleder. Inden sin første ansættelse i Sundhedsstyrelsen var Britta ansat i forskerstillinger ved Nordic Cochrane Center, hvorfra hun i 2010 forsvarede sin ph.d. om metaanalyser. 
 
Britta Tendal Jeppesen glæder sig til at starte som enhedschef i Sundhedsstyrelsen, og udtaler i den forbindelse: ”Jeg glæder mig til at komme tilbage i Sundhedsstyrelsen. Som enhedschef for EBM vil jeg arbejde for at vi leverer relevante produkter af høj faglig standard til tiden og på at enheden trives. Evidensbaseret medicin udvikler sig hurtigt lige nu, COVID-19 har udfordret de eksisterende paradigmer og det bliver mere og mere klart, at beslutninger skal træffes også selvom evidensgrundlaget er usikkert, det kræver gode processer og samarbejde”.