xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Sundhedsstyrelsen fortsætter med at vaccinere børn og unge under 18 år med COVID-19 vaccinen fra Pfizer/BioNTech

I et nyt nordisk, ikke publiceret studie, undersøges risikoen for hjertehindebetændelse (perikarditis) og hjertemuskelbetændelse (myokarditis) efter vaccination med COVID vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna. Begge former for hjertebetændelse er allerede kendte, men sjældne bivirkninger ved COVID-19 vaccination. I de foreløbige data, som er samlet fra 4 nordiske lande, bliver der rejst mistanke om øget risiko for hjertebetændelse, ved vaccination med Moderna, selvom antallet af hjertebetændelsestilfælde fortsat er meget lavt.

06 OKT 2021

I Danmark vurderer Sundhedsstyrelsen fortsat, at begge COVID-19 vacciner, både den fra Pfizer/BioNTech og den fra Moderna er særdeles effektive vacciner, som har en vigtig plads i det generelle vaccinationsprogram i Danmark.

”I Danmark har vi ikke set flere tilfælde af hjertemuskelbetændelse, eller at der skulle være nogen forskel på de to vacciner i det danske vaccinationsprogram. Begge er yderst effektive, og vi ser få, og i langt de fleste tilfælde milde, og velkendte bivirkninger. Samtidig står vi i Danmark i en lidt anderledes situation, end de gør i vore to nabolande,” siger enhedschef Bolette Søborg.

”I Danmark har det hidtil været sådan, at børn og unge i alderen 12-17 år fortrinsvis er blevet inviteret til at modtage COVID-19 vaccinen fra Pfizer/BioNTech. Vi vil fortsætte med at invitere børn og unge til at modtage denne vaccine, ikke mindst i lyset af, at det er for denne vaccine, at der eksisterer den største mængde data fra brugen til børn og unge fra især USA og Israel,” forklarer Bolette Søborg.

Sundhedsstyrelsen lægger også vægt på, at hjertebetændelsestilstande er en yderst sjælden bivirkning, der ofte har et mildt forløb og går over af sig selv. I de tilfælde, hvor der er behov for behandling, er behandlingsmulighederne gode. Lægemiddelstyrelsens løbende overvågning af bivirkningsindberetninger i forbindelse med udrulningen af COVID-19 vaccinerne i Danmark har ikke givet anledning til bekymring.

De foreløbige data fra det nordiske studie er blevet sendt til Det Europæiske Lægemiddelagenturs (EMAs) bivirkningskomite og vil nu blive vurderet. Registerstudiet er udarbejdet i samarbejde mellem Statens Serum Institut, Läkemedelsverket i Sverige, Folkehelseinstituttet i Norge og Instituttet for hälsa och välfärd (THL) i Finland. Endelige resultater forventes tidligst om ca. 1 måned.

Sundhedsstyrelsen vil følge vurderingen i EMA. Forskergruppens videre bearbejdning af data vil også blive fulgt, ligesom Sundhedsstyrelsen løbende følger udviklingen i internationale studier af myokarditis efter COVID-19 vaccination. Når der kommer nye udmeldinger, vil Sundhedsstyrelsen tage stilling til, om der er behov for ændringer i anbefalingerne.

 

Nyheden er opdateret den 7. oktober 16.45 med præcisering af citat.