xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Rekordmange er inviteret til det 3. stik - og mange har allerede booket en tid

Henover weekenden og mandag er cirka 1 million blevet inviteret til revaccination mod covid-19.

14 DEC 2021

Allerede i sidste uge besluttede Sundhedsstyrelsen at invitere næsten en halv million mennesker lidt tidligere til deres 3. stik – i alt 460.000 mennesker blev inviteret fredag, i stedet for i weekenden eller mandag i denne uge. Og 50.000 5-årige børn blev inviteret til at få deres første vaccination mod covid-19.

I weekenden udmeldte Sundhedsstyrelsen så at forkorte intervallet mellem 2. og 3. stik til 4,5 måned for alle over 40 år, gældende fra mandag. Det betød, at yderligere 736.000 personer nu er inviteret til revaccination. Alt i alt er 1,3 million mennesker inviteret i løbet af den seneste uge.

Det har naturligvis været en kæmpe udfordring for regionerne, der gennem de sidste to uger har skruet op for kapaciteten til at vaccinere i stor skala, og opskaleringen fortsætter. Målet er, at kunne vaccinere op imod 1 million mennesker på en uge.

”Regionerne arbejder hårdt på meget hurtigt at få stablet mange flere muligheder for at blive vaccineret på benene, og det lykkes ved, at de selv åbner flere vaccinationscentre og inddrager praktiserende læger, private vaccinationsfirmaer og apoteker,” siger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen. 

Det store antal inviterede betyder, at der i store perioder de sidste par dage har været trængsel på vacciner.dk, på de praktiserende lægers telefoner og andre steder, hvor mange har søgt efter en ledig vaccinationstid. Over den næste uge har 470.000 borgere booket en tid til vaccination. Forventningen er, at trængselsproblemerne vil blive mindre inden for de næste par dage, så der vil være mindre kø og ventetid.

”Bare i løbet af det sidste døgn har 240.000 booket tid til revaccination, og langt de fleste af disse er blandt de 40-64 årige, der udgør hovedparten af de nu inviterede. Det hjælper godt på vej til at styrke vores fælles forsvar mod epidemien,” siger Helene Probst. 

Blandt de yngste er nu hver tredje barn mellem 5 og 11 år enten allerede vaccineret eller har en booket tid. Det hænger sammen med, at de ældste blev inviteret et par uger før de yngste, der fik deres invitation i fredags, og derfor kun har haft et par dage til at reagere. Det afspejles i tallene –  50 procent af de 11-årige er vaccineret eller har booket tid, mens det for de 5-åriges vedkommende er 15 procent.

”Vi håber, at mange børneforældre efter at have gjort sig sine overvejelser når frem til, at det er bedst for børnenes trivsel, deres sociale liv med familie, venner og skole, at børnene bliver vaccineret,” siger Helene Probst.

I den ældre og mest udsatte del af befolkningen har langt de fleste over 80 år modtaget 3. stik eller er booket til det, nemlig 91 procent. Og kommunerne fortsætter indsatsen med at tilbyde støtte til at bestille tid og blive vaccineret.

Se oversigt

Her kan du blive vaccineret