xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Råd om diagnostik og farmakologisk behandling af patienter med type 2-diabetes og mikroalbuminuri

Patienter med type 2-diabetes har øget risiko for udvikling af hjertekarsygdom og nyresvigt. Forøget udskillelse af proteinet albumin i urinen er en vigtig markør for udvikling af klinisk betydende nyresvigt, hjertekarsygdom og død. Månedsbladet indeholder denne gang råd til almen praksis om diagnostik og behandling af mikroalbuminuri.

28 JUN 2021

Med tiden udvikler omkring 40% af alle patienter med type 2-diabetes mikroalbuminuri, som er en forøget udskillelse af proteinet albumin i urinen. Da størstedelen af patienter med type 2-diabetes følges i almen praksis, guider Månedsbladet Rationel Farmakoterapi læseren gennem de mange og ofte sammenfaldende begreber i forbindelse med forøget albuminudskillelse i urinen.

Månedsbladet behandler diagnostik af mikroalbuminuri, mulige fejlkilder ved undersøgelsen af albumin/kreatinin-ratioen i urinen. Den farmakologiske behandling sigter mod at forebygge udvikling og forværring af diabetisk nyresygdom og hjertekarsygdom. Hovedartiklen gennemgår de forskellige lægemidler, som blandt andet omfatter ARB og ACE-hæmmer, og blodtryks-, blodsukker- og lipidsænkende behandling.

”Mikroalbuminuri er en hyppig følgevirkning af type 2-diabetes, og det er et komplekst område med mange nærtbeslægtede begreber, som ofte kan føre til misforståelser. Månedsbladet opdaterer på diagnostikken, behandlingen og opfølgningen, og giver råd til, hvordan almen praksis kan monitorere patienter med mikroalbuminuri, og hvornår det kan overvejes at henvise til endokrinolog eller nefrolog,” fortæller overlæge i Sundhedsstyrelsen, Marie Louise Schougaard Christiansen.

Dette nummer af månedsbladet indeholder desuden en omtale af en ny præparatanmeldelse af lægemidlet Budesonid inhalation til COVID-19, samt information om Sundhedsstyrelsens vidensbank til almen praksis og vaccinatører med information om hvem, der må vaccineres mod COVID-19.

Læs mere i Månedsbladet Rationel Farmakoterapi nr. 3, 2021: Håndtering og farmakologisk behandling af patienter med type 2-diabetes og mikroalbuminuri 

Se den fulde præparatanmeldelse af Budesonid inhalation til COVID-19

Se Vidensbanken med information til almen praksis og vaccinatører om, hvem der må vaccineres mod COVID-19