xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Eksperter skal rådgive Sundhedsstyrelsen om PFOS

Sundhedsstyrelsen vil nedsætte en ekspertgruppe, bestående af relevante eksperter fra de arbejds- og miljømedicinske afdelinger, samt førende forskere. Ekspertgruppen skal rådgive om nyeste viden om helbredseffekter af det fluorholdige stof PFOS, samt hvilken rådgivning der kan gives til borgere eller grupper af borgere der har været eksponeret for PFOS.

28 SEP 2021

Anledningen er den senere tids fund af det fluorholdige stof PFOS blandt beboere i et område ved Slagelse Kommune. Her blev der i efteråret 2020 fundet høje koncentrationer af PFOS i spildevand fra Korsør Renseanlæg. Forureningen med PFOS stammer fra Brandskolen, der brugte brandslukningsskum indeholdende PFOS. Forureningen har betydet, at borgere er blevet udsat for PFOS gennem deres føde, ligesom brandfolk i deres arbejde har været udsat for PFOS.

Regioner, Forsvaret og Miljøministeriet har kortlagt 181 steder i landet, hvor der er eller har været brandøvelsespladser. Her er der mulighed for, at der kan have været brugt brandslukningsskum med indhold af det sundhedsskadeligge PFOS. Desuden bliver der gennemført undersøgelser af drikkevandet på alle landets vandværker. Målet er at få kortlagt, hvor der er sket forurening med det fluorholdige stof, og hvor stort omfanget er.

”Det er vigtigt, at vi sikrer ensartet håndtering, information og rådgivning til de personer, der har været udsat for PFOS, så de får relevant rådgivning og støtte. Nu vil vi samle de førende eksperter med kendskab til fluorholdige stoffers sammensætning og helbredsmæssige konsekvenser. Formålet er at samle den viden vi allerede har på området, for dermed at kunne rådgive borgerne bedre,” siger enhedschef Niels Sandø.

PFOS har været benyttet i en række produkter og processer for eksempel tæpper og imprægnering. Det blev forbudt i 2006. Eventuelle restlagre af brandslukningsskum med PFOS måtte anvendes mellem 2006 og 2011, hvorefter det blev endeligt forbudt at benytte PFOS-holdigt brandslukningsskum.

Ekspertgruppen vil blive etableret med repræsentanter for de arbejds- og miljømedicinske afdelinger samt førende forskere, og vil mødes så snart det er muligt, formentlig i oktober måned.

Styrelsen for Patientsikkerhed rådgiver efter anmodning kommunerne i områder, hvor der er fundet PFOS i miljøet, og vil derfor være fast medlem af gruppen.

Oprettet 27. september 2021

Republiceret 28. september 2021 og opdateret 28. september 2021 ift. antal kortlagte steder, tidspunkt for fund af koncentrationer og Styrelsen for Patientsikkerheds opgaver.

Om PFOS

PFOS er en del af stofgruppen PFAS som er perfluorerede, menneskeskabte kemiske stoffer.

 

PFAS-forbindelser ophobes i blod, lever og galde, hvis PFAS-forbindelser bliver absorberet af dyr og mennesker.

 

Stoffet nedbrydes meget langsomt i kroppen, og kan ikke fjernes.