Bliv vaccineret og husk den sunde fornuft så vi kan passe på hinanden i denne juletid
Juleferien står for døren for rigtig mange. En tid, hvor vi mødes mere indenfor og er sammen med vores allernærmeste. Sundhedsstyrelsen opfordrer alle til at huske vaccination og de andre råd til at forebygge smitte.
Smitten stiger, og det er vigtigt, at vi alle gør, hvad vi kan for at holde Omikron-varianten fra døren, så vi bedst muligt undgår smitte i juleferien. Det kan være svært i en tid, hvor der er flere sociale arrangementer, og mange holder ferie og har tid til at mødes. Derfor minder Sundhedsstyrelsen om de gode råd, som danskerne kender så godt.
Bliv vaccineret i ferien
Vaccination er det bedste værktøj til at forebygge sygdom og smitte. Derfor er vores største opfordring: Bliv vaccineret, så passer du både på dig selv og din familie. Det har mange også allerede gjort – og mere end 2 mio. har allerede fået deres 3. stik. Rigtig mange har også allerede sørget for at få deres børn vaccineret eller har booket en tid til det.
”Vi håber, at endnu flere vil bruge juleferien på at blive vaccineret, inden de kommer tilbage til skole og arbejde. Der er mange ledige tider i juledagene,” siger direktør Søren Brostrøm.
Det er desuden vigtigt at blive hjemme, hvis man er syg.
”Selv om vi alle har glædet os længe til at være sammen med familie og venner, skal vi huske at lade smitten blive hjemme. Derfor er det vigtigt at springe de sociale arrangementer over, hvis man er syg eller har symptomer eller er testet positiv,” siger Søren Brostrøm.
Skal du have familie og venner på besøg, er det også vigtigt at lufte ud og skabe gennemtræk, gerne én gang i timen.
”Alle kender de gode råd rigtig godt. De ved, hvordan de hoster og nyser i ærmet, og at det er vigtigt at lufte ud. Derfor kommer vi ikke med en pjece med konkrete juleråd i år. I stedet opfordrer vi alle til at bruge deres sunde fornuft i det næste stykke tid, og tænke over hvordan vi kan beskytte hinanden, når vi er mere indenfor og mødes med familien og de nærmeste,” siger Søren Brostrøm.
Husk mundbind
En række steder er mundbind et krav herunder kollektiv transport og i dagligvarebutikker. Men for nogle personer kan mundbind også bruges, hvis de ønsker at vise særligt hensyn til andre eller beskytte sig selv. Det kan være steder, hvor det er svært at holde afstand, og hvor der er mange samlet.
”Selvom mundbind ikke er et krav alle steder, kan der være nogle situationer, hvor man alligevel har det bedst med at tage et mundbind på. Det kan især være situationer, hvor der er mange samlet, eller hvis man er ældre og sårbar,” siger Søren Brostrøm.
Det er vigtigt, at mundbindet er CE-eller ISO-mærket med en dokumenteret høj filtreringsgrad.
Gode råd til et smittefrit jul og nytår
Hold Omikron fra døren, luk julehyggen ind og husk den sunde fornuft.
- Bliv vaccineret – så passer du godt på dig selv og dine nærmeste
- Bliv hjemme og bliv testet, hvis du har symptomer – spring julehyggen over, hvis du er smittet eller syg
- Hold afstand – se så få som muligt, hold dig til din familie og nærmeste omgangskreds
- Luft ud og skab gennemtræk – I kan også mødes udenfor og gå en tur
- Sprit hænder – vigtigt i den søde juletid hvor vi spiser lækkerier og pakker gaver op
- Gør rent, særligt på overflader som mange rør ved – husk det især, inden gæsterne kommer
Hent Sundhedsstyrelsens 5 plakater her
Serie med 5 plakater med de gode råd og om god afstand og brug af mundbind:
Her passer vi godt på hinanden