xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Behandling af voksne med angst i almen praksis

Angstlidelser er årsag til mange henvendelser i almen praksis, og de kan udvikle sig til kroniske og invaliderende tilstande, hvis der ikke gives relevant behandling. Månedsbladet indeholder denne gang råd til almen praksis om diagnostik og behandling af voksne med angstlidelser.

30 AUG 2021

Angst dækker både over et symptom og en lidelse. Hvor angst som symptom ses i almenbefolkningen og som ledsagesymptom til andre lidelser, omfatter angstlidelser blandt andet diagnoserne panikangst, socialfobi og generaliseret angst. Da behandlingen af personer med angstlidelser overvejende foregår i primærsektoren, guider Månedsbladet Rationel Farmakoterapi læseren gennem den relevante håndtering af voksne med angstlidelser i almen praksis.

Månedsbladet behandler diagnostik af angstlidelser, herunder mulige somatiske sygdomme, som kan give angstlignende symptomer, samt hvordan sværhedsgraden kan vurderes. Kognitiv adfærdsterapi bliver fremhævet som førstevalg til behandling af angstlidelser, men hovedartiklen gennemgår derudover den relevante farmakologiske behandling, som blandt andet omfatter neurotransmitter-genoptagshæmmere (SSRI og SNRI), pregabalin og benzodiazepiner. Desuden beskriver artiklen den relevante opfølgning og monitorering ved farmakologisk behandling og kriterierne for henvisning til speciallæge i psykiatri.

”Angstlidelser kan være udfordrende at behandle korrekt. Månedsbladet samler trådende fra de forskellige tilgængelige anbefalinger og giver et overblik over den relevante behandling af angsttilstande i almen praksis,” fortæller overlæge i Sundhedsstyrelsen, Marie Louise Schougaard Christiansen.

Dette nummer indeholder desuden en notits om en ny funktionalitet til det Fælles Medicinkort (FMK), hvor antikoagulerende behandling nu kan ordineres med fast struktur, samt en artikel om hvorvidt paracetamol bør anvendes forebyggende mod bivirkninger ved vaccination.

Læs mere i Månedsbladet Rationel Farmakoterapi nr. 4, 2021: Behandling af angstlidelser hos voksne i almen praksis