xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
English

Vi skal alle fortsat holde afstand og vise hensyn – men hvis vi holder høj hygiejne, så kan vi rykke en smule tættere sammen

I morgen genåbner detailhandlen i fuldt omfang. Senere følger åbning af store skoleklasser, caféer, restauranter, trossamfund, biblioteker m.v. Med den øgede aktivitet i samfundet kommer der mere kontakt mellem mennesker. Da langt de fleste mangler immunitet overfor COVID-19, har vi brug for at fastholde og udvikle tiltag, der forebygger smittespredning i samfundet.

10 MAJ 2020

Derfor har Sundhedsstyrelsen opdateret de generelle anbefalinger om forebyggelse af smitte, for at sikre en bæredygtig og sundhedsmæssig forsvarlig genåbning.

En væsentlig forudsætning for genåbningen er, at hygiejne bliver prioriteret endnu højere, end det allerede er blevet. Og vi skal generelt vænne os til at holde en meget højere håndhygiejne, end vi var vant til før COVID-19, og vi skal have et meget større fokus på rengøring af kontaktpunkter, og at finde kontaktfri løsninger, hvor mange mennesker møder, og overflader berøres af mange.

En stor justering i forhold til tidligere er anbefalingerne om afstand i det offentlige rum. Her præciserer vi nu, at det i langt de fleste tilfælde er tilstrækkeligt med minimum 1 meter. Samtidig understreger vi, at håndsprit i langt de fleste tilfælde er lige så effektivt som håndvask. Og endelig fraråder vi ikke længere buffetservering, forudsat at der holdes en høj hygiejne.

”Det allervigtigste i forhold til at forebygge smittespredning med COVID-19 er, at personer med symptomer selvisolerer sig i eget hjem eller isoleres på sygehus. Derefter følger i prioriteret rækkefølge hygiejne, altså host i ærmet, vask eller sprit hænder, undgå at berøre kontaktpunkter og at gøre rent. På tredjepladsen kommer at holde fysisk afstand i det offentlige rum, at undgå mylder og at bruge fysiske barrierer, når den tætte kontakt er uundgåelig,” udtaler Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, der samtidig understreger, at Sundhedsstyrelsen fortsat fastholder de fem generelle råd:

  • Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.
  • Host eller nys i dit ærme.
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt.
  • Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.
  • Hold afstand og bed andre tage hensyn.

 

Med anbefalingen om mindst 1 meters afstand kommer Danmark på linje med anbefalinger fra WHO og flere af vores nabolande.

Sundhedsstyrelsen anbefaler dog fortsat mindst 2 meters afstand i særlige situationer, som fx ved fællessang, råb eller foredrag, hvor der kan være øget risiko for dråbesmitte, eller i mødet med personer, der har øget risiko for alvorligt forløb, hvis de bliver smittet med COVID-19, fx ved besøg på plejecentre.

I den kommende uge vil en række af Sundhedsstyrelsens øvrige retningslinjer og vejledninger blive revideret som følge af de nye reviderede generelle anbefalinger. Samtidig vil Sundhedsstyrelsen nye generelle retningslinjer kunne bruges i det kommende arbejde med at udarbejde konkrete retningslinjer for den kontrollerede genåbning af forskellige sektorer.

”Vi kan ikke give udtømmende og detaljerede anvisninger for alle situationer, sektorer og erhverv, men gennem en række eksempler har vi forsøgt at gøre de generelle anbefalinger handlingsanvisende. Vi håber, at anbefalingerne kan bidrage til at finde konkrete løsninger inden for de enkelte sektorer. Anbefalingerne bør tilpasses situation og risiko, herunder også særlige forhold, hvor der bør følges et forsigtighedsprincip,” siger Søren Brostrøm, der samtidig understreger, at anbefalingerne skal ses som faglige sigtelinjer, der skal implementeres inden for gældende love og regler, og i takt med den faseopdelte og gradvise åbning, der besluttes politisk.

COVID-19: Forebyggelse af smittespredning