xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Sundheds­væsnet i Nordjylland holder åbent

Det er fortsat muligt at gå til lægen og få behandling på sygehuset, selvom du bor i en af de syv nordjyske kommuner, hvor der er lokale restriktioner og tiltag.

06 NOV 2020

For at undgå smittespredning i 7 nordjyske kommuner har regeringen besluttet at indføre en række lokale restriktioner og tiltag i de ramte kommuner. Midt i den alvorlige situation er det vigtigt for Sundhedsstyrelsen at understrege, at det fortsat er muligt at gå til sin praktiserende læge, hvis man er syg, at få behandling på sygehuset, og at sundhedspersonale stadig skal tage på arbejde. 

Det er en anden situation nu end i foråret, hvor store dele af sundhedsvæsenet lukkede ned. Det skyldtes bekymring for, om der kunne opstå problemer med kapaciteten. Men i den nuværende situation er der ikke kapacitetsproblemer i Region Nordjylland, og samtidig har sundhedsvæsnet stort fokus på smitteforebyggelse.

I udgangspunktet bliver alle ydelser i sundhedsvæsenet, bortset fra kosmetisk behandling, betragtet som kritiske funktioner. Patienter vil derfor også stadig kunne modtage behandling i almen praksis, i kommuner, hos tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer, fodterapeuter mv. 

”Det er meget vigtigt, at befolkningen i de syv kommuner fortsat går til lægen, hvis de er syge, og de skal kunne få deres behandling på et sygehus, hvis det er nødvendigt. Det er udelukkende kosmetiske behandlinger, som skal udskydes, fx botox-behandling og tandblegning,” siger vicedirektør Helene Probst.

Patienter fra de 7 nordjyske kommuner kan også modtage behandling i de omkringliggende kommuner.

Sundhedspersonale kan fortsat tage på arbejde

Ansatte på sygehuse og plejehjem skal fortsat gå på arbejde, også selvom de bor i én kommune og arbejder i en anden. Det er afgørende, at vi holder sundhedsvæsnet åbent, forklarer Helene Probst:

”Langt de fleste ydelser i sundhedsvæsenet kan fortsætte. I mange tilfælde kan det nemlig have alvorlige konsekvenser for patienter og borgeres helbred og funktionsniveau, hvis en behandling bliver udskudt. Derfor er det naturligvis også vigtigt, at sundhedspersonale møder frem på arbejde – uanset hvor de bor eller arbejder. Samtidig er det vigtigt at sikre, at aktiviteter i sundheds- og ældresektoren sker under de rammer, rutiner og vaner for smitteforebyggelse, der er opbygget under COVID-19 epidemien. Man kan også fortsat benytte sig af fx videokonsultation mv.,” siger Helene Probst.