xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Sundheds­styrelsen har opdateret og præciseret retnings­linjerne for håndteringen af COVID-19 i sundhedsvæsenet

De opdaterede retningslinjer præciserer, hvilke grupper som skal henvise til at blive vurderet og eventuelt testet for COVID-19. Desuden beskriver de, hvordan der skal prioriteres i den situation, hvor der er forsyningsproblemer.

25 MAR 2020

”Sundhedsstyrelsens mål er at teste flere. Lige nu har vi ikke kapacitet til at teste alle dem, vi gerne vil ud fra vores kriterier i retningslinjen. Vi ved, at regionerne og Lægemiddelstyrelsen gør alt for at få kapaciteten op igen, så den opdaterede retningslinje kan blive fuldt implementeret, og vi vil også løbende vurdere, om endnu flere grupper skal testes,” siger centerchef Helene Probst.

Retningslinjerne bliver opdateret løbende i takt med, at der kommer ny viden, og som epidemien udvikler sig i Danmark. I den nye udgave af retningslinjen er det præciseret, hvilke grupper der skal testes, og så er det tilføjet, at man skal undersøge og teste, hvis der opstår mistanke om smittespredning på plejehjem og andre institutioner.

”Vi har ugentlige møder med vores ekspertgruppe, der består af førende eksperter inden for infektionsmedicin, epidemiologi, børnesygdomme, mikrobiologi og almen medicin. Og vi bygger hele tiden oven på den nuværende retningslinje, så den er ajour med den viden, vi får,” siger Helene Probst.

Derudover er det i den opdaterede retningslinje angivet, hvordan man skal prioritere, hvis der opstår forsyningsproblemer, som dem, der har været fornylig.

”Når der opstår forsyningsproblemer, er det afgørende, at vi sikrer, at både dem, der er alvorligt syge med COVID-19, og andre patienter med alvorlig sygdom, kan få foretaget de undersøgelser, der er nødvendige. Samtidig er det vigtigt, at vi hindrer smittespredning. Derfor skal vi være meget mere fokuserede på at undersøge og teste, hvis der opstår smittespredning på plejehjem eller andre institutioner,” siger Helene Probst.

Endeligt beskriver retningslinjen, at der skal være en lavere tærskel for at vurdere og eventuelt teste patienter med kronisk sygdomme for den nye coronavirus, samt at det skal være muligt for en leder at henvise sin medarbejder til at blive testet, hvis medarbejderen varetager en kritisk funktion og ikke umiddelbart kan erstattes.

Retningslinjer for håndtering af COVID-19 i sundheds­væsenet